A. Enggaard vinder nybyggeriet af Arkitektskolen Aarhus

Den jyske entreprenørvirksomhed A. Enggaard skal stå for opførelsen af den første nybyggede arkitektskole i Danmark nogensinde

Den jyske entreprenørvirksomhed A. Enggaard skal stå for opførelsen af den første nybyggede arkitektskole i Danmark nogensinde. Arkitektskolen skal bygges på Godsbanearealerne i Aarhus, og både tilblivelsesproces og byggeri kommer til at sætte nye standarder.

Efter en omfattende udbudsproces står det nu klart, at A. Enggaard A/S vinder totalentreprisen på byggeriet af NEW AARCH i Aarhus. Arkitektskolen i Aarhus har siden dens oprettelse i 1965 haft sin primære adresse på Nørreport 20 i Aarhus, og det er første gang, at man i Danmark bygger en ny arkitektskole:

- Vi er meget stolte over at have vundet byggeriet af NEW AARCH. Det er ikke hver dag, at arkitektstanden så at sige bygger nyt til sig selv, og derfor er det et projekt, der er forbundet med stor offentlighed bevågenhed. Vi går dog til dette projekt som alle andre – nemlig med en stor grad af ydmyghed og respekt for bygherrens og kundens forventninger, forklarer afdelingschef Jens Skinnebach fra A. Enggaard i Aarhus.

Med nybyggeriet samles arkitektskolens aktiviteter, der i dag er spredt på 10 forskellige adresser i Aarhus, og de utidssvarende fysiske rammer opdateres. Byggeriet har et anlægsbudget på 277 millioner kroner og består af i alt 12.500 kvadratmeter. NEW AARCH skal opføres på Godsbanearealet i Aarhus:

- Godsbanen ligger i vores egen ”baghave” kun få hundrede meter fra Ceresbyen, hvor vi har vores kontor, og hvor vi har arbejdet med byudvikling i en lang årrække. Derfor kender vi lokalmiljøet særdeles godt og vil naturligvis arbejde i respekt for omgivelserne og det unikke miljø, der eksisterer på Godsbanen, siger Jens Skinnebach og fortsætter: - Samtidig er vi i den anden ende af Godsbanen netop gået i gang med at projektere en helt ny bydel kaldet Brokvarteret.

Nye standarder

Bygningsstyrelsen, der er bygherre på NEW AARCH, har til projektet udviklet en ny udbuds- og samarbejdsform, som har fået betegnelsen NEW PARTNERING. Det særlige ved NEW PARTNERING er, at byggeriets parter inddrages langt tidligere i processen end normalt, og at der etableres nogle transparente og åbne samarbejder på tværs af værdikæden.

Projektforløbet startede i foråret 2016 med en idekonkurrence med tre vindere. Herefter blev der afholdt en projektkonkurrence, hvor tegnestuerne Vargo Nielsen Palle og ADEPT sammen med et tværfagligt team bestående af Rolvung & Brøndsted Arkitekter, Tri-Consult og Steensen Varming vandt opgaven foran en række internationalt anerkendte tegnestuer. Siden blev projektet i november 2017 udbudt i totalentreprise med omvendt licitation, og det er dette udbud, som A. Enggaard nu har vundet:

- A. Enggaard har leveret et fremragende tilbud, hvor de på meget overbevisende måde har demonstreret, at de er klædt på til at løfte opgaven. Deres tilbud viser, at de har sat sig grundigt ind i projektets problemstillinger og kontraktens samarbejdsform, forklarer vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Signe Primdal Lyndrup.

Den særlige udbudsform har blandt andet betydet en grundigere analyse af totalentreprenørens nøglepersoner – herunder både faglige kvalifikationer og personlige kompetencer gennem en såkaldt adfærdsindikation. Denne nyudvikling af udbudsprocessen hilser Jens Skinnebach velkommen:

- Vi vil meget gerne bedømmes ud fra virksomhedens og vores medarbejderes værdier. Ordentlighed, samarbejdsevne og den både menneskelige og faglige evne til at styre projektet i mål er afgørende faktorer i ethvert byggeri. Det vil danne ny standard på sigt, slutter han.

NEW AARCH skal være klar til ibrugtagning ultimo 2020, og byggeriet påbegyndes primo 2019. Forud for opstart af byggepladsen venter en implementeringsfase, hvor samarbejdet skal rodfæstes og nedfældes i en samarbejdsaftale. Herefter går parterne i gang med en optimerings- og konkretiseringsfase, hvor A. Enggaard i samarbejde med rådgiverne skal videreudvikle projektet.