Præfabrikeret opstuvningsmagasin kan spare tid

Millag har udviklet et præfabrikeret opstuvningsmagasin til håndtering af regnvand, som kan spare tid og ressourcer på byggepladserne

Tid er en dyrebar størrelse i byggebranchen. Derfor har virksomheden Millag udviklet et præfabrikeret opstuvningsmagasin til håndtering af regnvand. Det sparer tid og ressourcer på byggepladserne, som skal tage højde for store mængder regnvand, skriver virksomheden i en meddelelse.

2017 var et ekstremt regnfuldt år. Danmark var flere gange ved at drukne i vand. Ifølge DMI endte den samlede nedbør på 849 millimeter landet over, hvilket gør 2017 til det 10. vådeste år siden 1874. Og det ser ud til, at 2018 fortsætter i samme dur.

De store mængder regn betyder stigende grundvand. Et parameter, som byggebranchen er nødt til at tage højde for, når der bygges nyt. Det kan ske gennem lokal afledning af regnvand – LAR – som i mange tilfælde kan aflaste kloaknettet og bevare drikkevandsressourcer.

- LAR bliver mere og mere nødvendigt. Men det kræver, at vi bærer os rigtigt ad, og det er desværre ikke altid tilfældet. En del af forklaringen kan være, at et af de mest anvendte LAR-initiativer, anlægningen af faskiner, ofte bliver fremstillet som nemme projekter, enhver gør det selv-mand eller entreprenør kan påtage sig, siger Anders Kjeld, adm. direktør i BG Byggros, som er hovedkoncernen bag Millag.

Der er behov for professionalisme på området, for at vi kan få de mest holdbare løsninger. Derfor har Millag specialiseret sig i regnvandsmagasiner med faskiner, som er pakket ind i en særlig tæt EPDM-membran. Og som noget nyt er det nu muligt at få en præfabrikeret løsning ud fra kundespecifikke dimensioner, som sparer tid på byggepladserne.

Fra Odense til landets byggepladser

Fra hovedsædet i Odense har Millag skabt den første prototype af et præfabrikeret regnvandsmagasin. Det kan køres ud til den givne byggeplads og blive installeret. På den måde har pladsen potentielt et nyt regnvandsdepot inden fyraften.

- Det tager typisk en 3-4 dage at installere et regnvandsmagasin afhængigt af vejret, men med de præfabrikerede magasiner kan det være up and running på en dag. Det sparer byggeprojektet for en masse dyrebar tid, og byggeprojektet kan forkortes gevaldigt, fortæller Anders Kjeld.

- Når magasinet bliver leveret på byggepladsen, skal det blot installeres i et hul, som er gravet på forhånd. Man er ikke afhængig af vind og vejr, og hullet kan lukkes til igen samme dag.

Transportdelen afstedkommer dog visse begrænsninger, og det er ikke alle projekter, de præfabrikerede magasiner passer til. De kan nemlig ”kun” være op til 12 meter lange, max 3,3 meter brede, op til ca. 2 meter høje og rumme ca. 80 m3.

100 procent tæthed
Præfabrikationen betyder endvidere, at den membran, der omslutter regnvandsfaskinerne, er 100 % tæt. Membranarbejdet udføres nemlig under kontrollerede forhold i overdækkede lokaler.

- Vores EPDM membran er i forvejen meget tæt og skiller sig markant ud fra de traditionelle PE og PP membraner. Det er muligt at modellere og tilpasse EPDM membranen på en helt anden måde, så selv de drilske hjørnesamlinger slutter helt tæt. Når membranen installeres under kontrollerede forhold i Odense, kan vi sende en løsning af sted, som er 100 % tæt, siger Anders Kjeld og tilføjer:

- Alt tyder på, at regnvandsmængderne kun bliver større og større. Det stiller store krav til magasinernes tæthed, holdbarhed og mulighed for at blive installeret nemt og hurtigt. Derfor er vi meget stolte af at kunne lancere en præfabrikeret løsning, som både forkorter byggeprocessen og er 100 % tæt, når den sendes af sted på lastbilen.