Arkitekt-chef går på pension

Kjeld K. Knudsen, arkitekt MAA, partner og administrerende direktør, går på pension.

Efter i 37 år at have været en del af arkitektfirmaet Dall & Lindhardtsen A/S, har arkitekt MAA, partner og adm. direktør Kjeld K. Knudsen besluttet sig for at gå på pension den 31. marts 2018, skriver firmaet i en meddelelse.

Kjeld K. Knudsen er uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole og blev i 1980 ansat hos Dall & Lindhardtsen i Helsingør. Tre år senere blev han medlem af bestyrelsen og ledelsen i firmaet og i 1990 blev han medejer. Kjeld har været administrerende direktør siden 2002.

Kjeld har igennem årene deltaget i en lang række af tegnestuens projekter. Heriblandt Holstebro Rådhus og Bibliotek, Aalborg Universitet, Tryg Balticas Hovedsæde i Ballerup, Centralsygehusene i Slagelse, Esbjerg og Holbæk, Nærum Gymnasium, Abejunglen og Tropehuset, Flodhestehuset, Fritflyvningsvolieren og Den Arktiske Ring i Zoologisk have i København, Nyt Universitets Hospital i Odense og Nyt Sundhedsvidenskabeligt Fakultet i Odense for blot at nævne nogle.

Tre partnere

Efter d. 31. marts 2018 videreføres og ejes Dall & Lindhardtsen A/S fuldt ud og ligeligt af arkitekterneChristian Kloch, Camilla Ulrikkeholm Klinkby og Peter Johansson Jørgensen, som yder deres fulde arbejdsindsats

i selskabet.

Tegnestuens virke og rådgivningsydelser fortsættes uden yderligere ændringer og den daglige ledelsevaretages fremover af de tre indehavere i forening.

Christian Kloch overtager rollen som administrerende direktør, mens Camilla Ulrikkeholm Klinkby vil være ansvarlig for akkvisition og prækvalifikationer. Peter Johansson Jørgensen bliver kommunikationsansvarlig. Alle tre vil ligeledes fortsætte i deres nuværende projektrelaterede roller.