CONFAC overtager specialist i fiberbeton.

Confac Holding A/S overtager fiberbetonfabrikken A/S Magnus Holm med Europas eneste robot til fremstilling af elementer i fiberbeton

Confac Holding A/S overtager fiberbetonfabrikken A/S Magnus Holm med tretten medarbejdere og Europas eneste robot til fremstilling af elementer i fiberbeton.

- Da vi blev præsenteret for Magnus Holms ønske om at overlade livsværket til yngre kræfter og så virksomhedens avancerede fremstillingsmetoder af højt forædlede specialprodukter i fiberbeton, var vi ikke i tvivl om at nichevirksomheden rummede et stort potentiale, som vi gerne ville stå i spidsen for at udfolde

- Ikke alene er der tale om en bundsolid pionervirksomhed med 45 års erfaring i udvikling af fiberbetonprodukter og konstante overskud de seneste fem år. Der er også tale om en særdeles kompetent medarbejderstab på tretten dedikerede medarbejdere plus ’Robert’, der er Europas eneste robot til fremstilling af fiberbetonelementer.

- På den baggrund ser vi overtagelsen som et nyt stærkt aktiv, og vi glæder os til sammen med ledelse og medarbejderne i A/S Magnus Holm at føre den veldrevne virksomhed ind i en spændende fremtid med masser af positive udfordringer i støbeskeen.

Det siger Frank Laursen – medstifter og medejer af CONFAC Holding A/S – i en kommentar til at CONFAC Holding A/S nu overtager fiberbetonfabrikken A/S Magnus Holm, der fremadrettet vil være et selvstændigt søsterselskab til betonelementfabrikken CONFAC A/S i Randers.

Business as usual

Frank Laursen pointerer, at A/S Magnus Holm fortsætter på den nuværende adresse i Øster Alling ved Auning, og han understreger, at samtlige medarbejdere fortsætter som hidtil med Lone Mikkelsen som daglig leder, ligesom virksomhedens stifter Magnus Holm - om end i begrænset omgang – vil være tilknyttet som ekspertrådgiver.

Samtidig slår Frank Laursen fast, at ejerskiftet hverken får konsekvenser i forhold til fremadrettede tilbud eller indgåede aftaler med underleverandører og kunder.

- A/S Magnus Holm vil fortsat agere som selvstændig virksomhed, med tætte og langvarige samarbejdsrelationer i forhold til både underleverandører og kunder. Som nye ejere er det vores ambition dels at fastholde og videreføre virksomhedens velfungerende aktiviteter og grundlag, dels at sikre det nødvendige spillerum for yderligere udvikling af virksomheden.

- Vi er overbeviste om, at vi med friske øjne kan føje nye spor til virksomhedens udvikling, og vi ser A/S Magnus Holm som en perfekt platform i arbejdet med at komplementere produktprogrammet hos søsterselskabet CONFAC A/S, slutter Frank Laursen fra CONFAC Holding A/S, der for øvrigt før sommerferien tog hul på en udvidelse af betonelementfabrikken i Randers, som fremover vil få fordoblet produktionskapaciteten.

Foto: Medarbejderne fra A/S Magnus Holm samlet omkring ’Robert’ sammen med Frank Laursen fra CONFAC Holding A/S