Et byrum i rå stil

Mega betonfliser på 2x2 meter og småbakker i beton er arkitektonisk underlægningsmusik på Göteborg Plads i Københavns Nordhavn

I byudviklingen af Københavns Nordhavn indgår Århusgadekvarteret med infrastruktur og byrum – i alt 52.000 kvm pladser, promenader, gader, kanaler, brygger og broer. Herunder Göteborg Plads, der er designet og projekteret frem til projektforslag af arkitektfirmaet Sleth i samarbejde med arkitektfirmaet Cobe og Sangberg Arkitekter. Pladsen blev derefter udbudt i totalentreprise og hovedprojekteret af Thing og Brandt med Sleth som bygherrerådgiver.

- I første omgang udarbejdede Sleth skitseprojektet til pladsen. Efterfølgende udarbejdede rådgiverteamet udbudsmaterialet til et totalentrepriseudbud, som blev vundet af entreprenørvirksomheden Barslund i samarbejde med Moe og Thing & Brandt landskabsarkitekter, der efterfølgende hovedprojekterede projektet, fortæller arkitekt Lars Jensen fra Sleth om det ambitiøse urban space-projekt.

Fliser i storformat

Göteborg Plads flankeres af bygninger der på sigt vil rumme caféer og restauranter. Således bliver pladsen et omdrejningspunkt for bylivet i Århusgadekvarteret. Pladsens karakteristiske komposition og udtryk er fastholdt igennem hele forløbet fra planlægning til realisering: En gennemgående belægning er store 2 x 2 meter betonfliser, der samler hele pladsen i et greb. De megatore fliser er 16 cm tykke og med kostet overflade, hver af dem vejer 1.500 kilo. Enkelte af dem er lagt i en jernramme for udtrykkets skyld og en del af fliserne er med en integreret afvandingsrende.

De megastore fliser er leveret af Aarhus Cementvarefabrik og der er bud efter megaudtrykket, kan producenten fortælle. Fliser i storformat er bl.a. leveret til Åbyen i Grenå, Ikrosvej i Ålborg og Handelshøjskolen i Århus. Desuden er der til til Panum/Mærsk bygningen leveret storformat fliser i hele 2,5 x 2,4 meter.

Råt og solidt

- De store betonfliser er valgt af forskellige årsager: Beton er et materiale, der traditionelt er brugt i industrihavne. Fliserne er holdbare og lokalt producerede. De store formater matcher pladsens store skala og skaber en jævn og ensartet flade på hele pladsen. De skaber et råt og solidt udtryk der passer godt til de gamle betonsiloer. Desuden står betonens lyse grå farve i god kontrast til de røde og mørke bygningsfacader, fremhæver Lars Jensen.

Det imponerende format har dog ifølge Lars Jensen sin egen udfordring. De store fliser skal nemlig løftes med meget store maskiner og det kræver temmelig stor præcision at lægge dem i forhold til afvanding.

Bakker i beton

De åbne flader kan bruges på forskellige måder; til udeservering, begivenheder, leg og ophold.  En serie bakkeformation i mørkt slebet beton er placeret i pladsens sydlige del nær vandet. De er opbygget på en skal af polystyren, der herefter er blevet armeret og dernæst påført beton.

Et udtryk, der skal lede tankerne hen på havnens historie som udskibningssted for bunker af cement og grus, og som nu peger frem i tiden som møbler til ophold og leg for områdets nye beboere, siger Marie Thing fra Thing Brandt Landskab, der står bag ideen, der er udført virtuost af Playscapes Denmark, der arbejder med byrum..

De gyldne cykelstativer er særligt designet til pladsen. Cykelstativerne tilfører pladsen en varm farve og spiller sammen med pladsens store skala og rå karakter. De stedsegrønne træer og buske, skaber læ, skygge og rum på pladsen og bidrager til kvarterets grønne udtryk.