KTerhvervsbyg bygger for Scanpipe i Odense

KTerhvervsbyg skal levere nyt domicil og produktionsfaciliteter til Danmarks største plastrørs-grossist Scanpipe i Odense

KTerhvervsbyg skal levere nyt domicil og produktionsfaciliteter til Danmarks største plastrørs-grossist Scanpipe i Odense. Byggeriet er på 4.600 m2 og udtænkt så virksomhedens leveringstid til håndværkerne skæres helt ned.

Der er udsigt til forandringer hos Danmarks største plastrørs-grossist, Scanpipe. På Hvidkærvej i Odense får de ansatte i håndværkerbutikken bogstaveligt talt udsigt til forandring, når virksomheden bygger nyt domicil på knap 4.600 m2 lige på den anden side af gaden.

For godt en måned siden lancerede Scanpipe sit nye leveringskoncept, som garanterer håndværkerne deres bestilte varer væsentligt hurtigere. Byggeriet skal blandt andet gøre det muligt for Scanpipe at rykke hurtigt ud med deres løsninger. Den hurtige udrykning er en grundlæggende præmis for byggeriet - og derfor tænkt ind fra starten af bygherren og dennes logistikrådgiver ”Logi Systems”.

- Kombinationen af produktion, lager og kontorer går virkelig op i en højere enhed her, så varerne kan komme afsted uden forsinkelser. Samtidigt har de sørget for, at byggeriet er placeret, så det er let at udvide, hvis væksten fortsætter for Scanpipe,” fortæller Per Henriksen, partner i KTerhvervsbyg A/S. Her oplever man øget fokus på logistik, når virksomheder bygger nyt. 

På adressen Holkebjergvej 150 i Odense rejser den nye kontorbygning sig i to etager på i alt 560 m2 . De resterende godt 4.000 m2  fordeles på to lagerbygninger. Uden om byggeriet etableres desuden parkeringspladser, læsseområde og grønne områder.