120 nye lejligheder i latinerkvarter

Nu starter udlejningen af 120 nye lejligheder i Latinerkvarteret i Aarhus

120 lejelejligheder står inden for kort tid klar til at modtage nye beboere i Latinergården. Udlejningen starter nu. Det nye byggeri får adresser i Borggade, Paradisgade og Studsgade i Latinerkvarteret i Aarhus.

Latinergården har lejligheder med 1, 2, 3 og 4 værelser og derudover også en række mindre butikker i stueetagen. Alle lejlighederne indeholder et åbent køkken-alrum og har lysindfald fra flere sider.

Jonas Olesen, salgsansvarlig hos totalentreprenøren NRE Denmark A/S, der også indgår i ejerkredsen, siger:

-Latinerkvarteret er med sine cafeer og kreative aktiviteter et attraktivt boligområde, og Latinergården vil være med til at give hele området et markant løft. Allerede nu har vi mærket meget stor forhåndsinteresse for lejlighederne.

De 120 lejligheder har størrelser fra 41 til 144 kvadratmeter, og byggeriet har op til 5 etager. Som en del af opgraderingen af området etableres en passage gennem byggeriets gårdhave og trappeanlæg fra Paradisgade til Borggade.