Poul Egedes Hus i Grønland færdigrenoveret

Den 15. juni indvies to historiske huse fra 1700-tallet, Missionæren og handelsmanden Poul Egedes hus og den gamle kolonialbutik

Den 15. juni indvier Hans Enoksen, minister for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi, Naalakkersuisut, to historiske huse fra 1700-tallet, Missionæren og handelsmanden Poul Egedes hus og den gamle kolonialbutik, som Realdania By & Byg gennem tre år har restaureret i bygden Ilimanaq. Fremover skal de som formidlingscenter, restaurant og butik bidrage til at formidle den grønlandske kultur- og naturarv og styrke turismen i området.

Stedet er Ilimanaq - en lille bygd knap 300 km nord for Polarcirklen i det vestlige Grønland; et naturområde, som på UNESCOs verdensarvsliste er beskrevet som et enestående grønlandsk natur- og kulturmiljø. Engang et traditionelt hvalfangersted; fremover centrum for en unik sammensmeltning af turisme, natur, fiskeri, kulturarv og bæredygtighed. Her ligger to af Grønlands ældst bevarede og fredede huse fra kolonitiden: Poul Egedes hus fra 1751 og den gamle kolonialbutik fra 1778.

- Husene har stor historisk og kulturel betydning for både Grønland og Danmark, Diskobugten og bygden og for kulturarven som helhed, og det var baggrunden for vores køb af husene i sommeren 2014. Købet skete efter vi i en årrække havde haft et god samarbejde med Grønlands Nationalmuseum om mulighederne for at give nyt liv til den grønlandske kulturarv. Undervejs har mange forskellige mennesker og organisationer bidraget til det smukke resultat, som vi er glade for nu at kunne indvie, udtaler Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg.

En stor del af restaureringen og indretning af husene er udført med arbejdskraft fra området, og når alle de nye tiltag fremover drives videre, sker det med lokal arbejdskraft. Sideløbende har turistselskabet World of Greenland i bygden opført 15 moderne, smukt indpassede turisthytter, mens Qaasuitsup Kommunia har forbedret infrastrukturen og anløbsforhold i bygdens havn.

- Jeg er meget glad for restaureringen af de gamle huse og hele projektet. Jeg tror, Ilimanaq vil blive et foregangsprojekt – noget som kan bruges andre steder i Grønland. Der er godt gang i fiskeriet i Ilimanaq og dét sammen med turismen vil give nye muligheder for erhvervslivet og nye investeringer i bygden, mener Palle Jeremiassen, formand overgangsudvalget. Qaasuitsoq Avannarleq, Qaasuitsup Kommunia.

- Projektet i Ilimanaq er unikt, fordi det kombinerer og respekterer den gamle bygnings- og kulturarv med moderne og komfortable hytter til at skabe et nyt og tidssvarende turismeprodukt i Grønland. Det vil være til gavn for både turister og bygdens beboere, udtaler direktør Peter Bastrup, World of Greenland.

Restaureringen og genindretningen af de historiske huse og hele projektet i Ilimanaq understøtter også Realdanias engagement i det kommende Ilulissat Isfjordscenter, som opføres i samarbejde med Qaasuitsup Kommunia og Grønlands Selvstyre. Isfjordscentret er et af en række planlagte visitor centers, som indgår i Grønlands turismestrategi.