Seks punkthuse i Lisbjerg bygges i massivt træ

Træhuse opført med CLT-elementer er med til at kickstarte ny by med 20.000 indbyggere ved Lisbjerg

Beliggenheden bliver ikke meget bedre. Fra de øverste etager er der udsigt over Egådalen og en af de nærmeste naboer er den nye Lisbjerg Skole. Her får den nye letbane stoppested til efteråret, og på supercykelstien er der blot otte km til Aarhus Midtby. Om få år ligger her en by med 20.000 indbyggere, hedder det i en meddelelse fra virksomheden.

På Lisbjerg Bakke ved Aarhus opføres lige nu en helt særlig almen boligbebyggelse. De smukke træhuse bliver et fremragende eksempel på, hvordan vi kan bygge kvalitet i fremtiden. Danmarks måske bedste boligarkitekter - Vandkunsten - har tegnet bebyggelsen i samarbejde med MOE. Byggesystemet er baseret på udstrakt brug af CLT-elementer, som erstatning for traditionelle betonelementer. Vandkunstens projekt vandt i 2014 arkitektkonkurrencen udskrevet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

Gennemtestet byggesystem

Opførelsen af de 6 punkthuse med op til fire etager er i fuld gang. Og det går imponerende hurtigt. Boligerne opbygges omkring en stabiliserende trappe- og elevator-kerne i betonelementer. De store massive CLT elementer fra PROFILE placeres strategisk, således at de lette skillevægge kan placeres frit og eventuelt flyttes senere eller fjernes helt. CLT er krydslimede elementer, der er fremstillet af krydslaminerede plader i massivt træ.

Det er AL2bolig, der står bag det nye 4.100 kvadratmeter stort etagebyggeri i træ. Træ er valgt som byggemateriale, dels på grund af sine energimæssige egenskaber, dels fordi det bidrager til et godt indeklima.

Risikoen for fugtskader er minimeret ved en stramt styret planlægning. Det sikrer at bærende trækonstruktionselementer kan rejses inden for fire uger pr. blok. De resterende - og mere fugtfølsomme elementer monteres under fuld overdækning.

Fakta:

40 almene boliger på Lisbjerg Bakke ved Aarhus

1. præmie i åben konkurrence om demonstrationsbyggerier

Bygherre: AL2bolig

Byggesystem: Massivtræ med facader af ubehandlet træ

Arkitekt: Vandkunsten

Landskab: Vandkunsten

Ingeniør: Moe

Byggeriet har været udbudt i storentrepriser og opføres af Entreprenørfirmaet Poul Pedersen A/S, Hustømrerne A/S, Bravida Danmark A/S, ØSB A/S og HNJ Entreprenør A/S.

Bruttoareal: 4.100 m²

År: 2017

Anlægssum: 56 mio. kr.