Tegnestue skifter navn

Tegnestuen Møllestræde A/S bliver til ARCnordic A/S

I over 30 år har vi i hele landet og særligt i Nordsjælland set byggepladsskilte med det velkendte og respekterede navn ”Tegnestuen Møllestræde” som arkitekter. Men det er nu slut og i fremtiden vil vi blive mødt af det mere moderne og mundrette ”ARCnordic”, skriver virksomheden i en meddelelse.

- Både tiden og vi selv er vokset fra det gamle navn. Vi har i de senere år gennemgået en rigtig positiv udvikling og er nu en moderne virksomhed med ca. 20 ansatte. Derfor synes vi også, at vores navn skal afspejle denne profil” siger indehaver Peter Lindholm, der samtidig glæder sig over, at det nye navn fortæller flere gode historier:

4 pointer i ARCnordic

-Det gør selvfølgelig lidt ondt at skille sig af med et mangeårigt navn, men først og fremmest er ARC initialerne på vores stifter, Aage Rønde Christensen, som stadig har sin daglige gang i firmaet - så vi beholder historien – også i navnet. Dernæst er ARC naturligt udledt af det engelske ”architect” og  ARC betyder jo også bue, hvilket er en af de stærkeste konstruktioner i byggeri. Endelig refererer nordic til de stolte nordiske arkitektur- og designtraditioner, som vi i over 30 år har været en naturlig del af, siger Peter Lindholm, der også synes, at det giver god mening at have fundet et navn, der både er logisk, knytter sig til historien og symboliserer styrke.

Væksten fortsætter

Alene sidste år fordoblede virksomheden næsten sin omsætning og ambitionerne er til fortsat vækst. Peter Lindholm fortæller således ”Allerede nu kan vi mærke, at vi med vores størrelse og øgede kompetenceområder kan erobre nye markeder. Men vi har også en del nye tiltag på vej, som vi glæder os til at kunne fortælle om inden for kort tid. Jeg er overbevist om, at det vil gøre os endnu mere attraktive for en stadig bredere skare af aktører i branchen, og dermed forhåbentlig booste vores vækst yderligere.