Ex-lakkonge køber byggefirma

Iværksætteren Pierre Legarth, tidligere ejer af autolakeringsvirksomheden Pierre.dk, har opkøbt typehusfirmaet Lasse Larsen A/S

Iværksætteren Pierre Legarth solgte for et halvt år siden sin autolakeringskoncern, Pierre.dk, for et større trecifret millionbeløb.

Nu har han sat nogle af pengene i arbejde og købt typehusfirmaet Lasse Larsen A/S, der har omkring 60 ansatte. For et ukendt beløb har Pierre Legarth købt grundlægger Lasse Larsens aktiemajoritet i firmaet og bliver dermed ny hovedaktionær.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

- Vi har ikke tænkt os at ændre de grundværdier, som vi har brugt 42 år på at bygge op, det er helt sikkert, siger Allan Laursen, der er adm. direktør i virksomheden.

Han skal nu stå i spidsen for at videreføre et livsværk, som i forbindelse med salget skifter navn fra Lasse Larsen Byggefirma A/S til Lasse Larsen Villabyg A/S. Pierre Legarth sætter sig for bordenden i bestyrelsen.

- De grundværdier, som har tilvejebragt vores succes, fortsætter uændret og er det centrale for os. Men vi vel gerne udvikle forretningen, og i netop den forbindelse har Pierre Legarth den helt rigtige profil, siger direktør Allan Laursen.

Tømrer og konstruktør Lasse Larsen grundlagde det firma, som han nu har sluppet, i 1975. Siden da er der bygget mere end 2.500 Lasse Larsen-huse over hele landet. Virksomheden beskæftiger omkring 60 ansatte, har hovedsæde i Aarhus-forstaden Åbyhøj samt en afdeling i København.

Den nye hovedaktionær Pierre Legarth har en ambition om at opføre 200-300 nye typehuse årligt. Han overtager en stærk og velorganiseret virksomhed, mener han.