Generationsskifte i altanvirksomhed

Casper Knudsen tiltræder som ny direktør for Altan.dk, efter at stifter og ejer Peter Knudsen har valgt at træde tilbage

Altan.dk i Sorø, der de seneste år har oplevet massiv vækst, gennemfører nu et generationsskifte, som skal sikre fremtiden for den familiedrevne virksomhed. Altan.dk monterede sidste år mere end 3.000 altaner, og samtidig er det lykkedes firmaet, som de første i Danmark, at skabe succes med at indbygge elevatorer i ældre etageejendomme under navnet Alevator.dk.

Peter Knudsen, der har ledet virksomheden de seneste 22 år, har valgt, at tidspunktet til at overlade virksomheden til den næste generation nu er det rette.

- Det er en beslutning, jeg har overvejet længe, og nu er tiden inde. Vi skal blive ved med at udvikle os, og der kan Casper tilføje en masse nye kompetencer, udtaler Peter Knudsen.

Casper Knudsen er 35 år og er, ligesom sin far, uddannet murer. Han har tidligere arbejdet som produktionschef i Altan.dk og har de seneste otte år ejet og drevet Platform.as, der på få år har udviklet sig til at være den førende udlejer af mobile arbejdsplatforme og nu også person- og materialehejs til den danske byggebranche.

- Altan.dk står mig meget nært, så det er med stor respekt og stolthed, at jeg overtager rorpinden nu. Jeg vil naturligvis sætte mit eget præg på firmaet, men jeg vil drive det med de samme værdier og den samme holdånd, vi altid har haft og altid vil have på A-holdet, fortæller Casper Knudsen.

Casper Knudsen tiltræder sin nye stilling den 1. september.