Snedkerier forskønner Nobelparken i Aarhus

Det er CF Møller landscape, som i sin tid tegnede Nobelparken, der står bag det nye uderum med bænke og plantekasser

Studerende i Nobelparken på Aarhus universitet vender tilbage til et flot syn efter sommerferien. Bygningerne på hjørnet af ringgaden og Randersvej, som huser humaniorastudier, vil nemlig være forskønnede med adskillige smukke træbænke og store plantekasser, der skal skabe et nyt uderum for studerende og ansatte.

Nobelparken er ellers kendt for sine meget firkantede, lidt ensformige og hvis ikke kolde så i al fald effektive former. Og rygtet går da også, at Nobelparken er blevet dømt som et af Aarhus’ kedeligste byrum og det laver man altså om på nu.

Det er FEAS (Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S, datterselskab af Aarhus Universitets Forskningsfond) der er bygherre og Waldemar Christensen Smedie A/S er hovedentreprenør og Hustømrerne A/S udfører tømrer- og snedkerarbejdet. Det er CF Møller landscape, som i sin tid tegnede Nobelparken, der står bag uderummet. Uderummet er præget af buer og snoninger og i centrum er de smukke snedkererede bænke i velduftende egetræ, som vil tiden vil gå en naturlig grå farve.

Hustømrerne A/S både laver og sætter træværket op og det er ikke en hverdagsopgave, for ikke et stykke træ er ens. På grund af måden bænkene snor sig, skal hvert stykke træ nemlig skæres særligt til. Forarbejdningen sker på snedkeriet hjemme på værkstedet, mens tømrere på stedet udfører det detaljerede opsætningsarbejde.
Selvom det er sommer har tømrerne allerede fået mange positive ord med på vejen. ’’Folk er virkelig glade for de nye bænke - de synes at de giver meget mere liv til området’’ siger værkfører Henrik Persen, som leder projektet.

Hustømrerne A/S har en lang historie med opgaver for Aarhus Universitet, som går tilbage til da bl.a. Stakladen blev bygget.