Dansk arkitekt vinder tårnhusprojekt i Mexico

Upton-Hansen Architects skal sammen med den mexicanske tegnestue Serrano Monjarraz Arquitectos opføre i alt 42.000 kvm bebygget areal med bl.a.to 100 meter høje tårne

Omgivet af ikke mindre end tre vulkaner og i et område med stor jordskælvsrisiko, påbegynder den danske arkitekt Jonas Upton-Hansen og hans tegnestue Upton-Hansen Architects senere på året byggeriet af Proyecto Rivoli i Puebla. Et projekt de netop har vundet ved en konkurrence i Mexico. De markante landskabselementer i området har tegnestuen valgt at lade sig inspirere af i designets formsprog og materialevalg.

Netop nu har Upton-Hansen Architects gang i konstruktionen af ikke mindre end 10 tårnhusprojekter rundt omkring i verden. Og nu er endnu et føjet til samlingen, nemlig Proyecto Rivoli i Mexicos fjerdestørste by Puebla, der ligger lidt uden for Mexico City. Her skal Upton-Hansen Architects sammen med den mexicanske tegnestue Serrano Monjarraz Arquitectos opføre i alt 42.000 m2 bebygget areal, fordelt på beboelse, hotel, detail, restauration, gårdmiljø og parkering og med to tårne, der rækker omkring 100 meter op i luften.

Puebla er placeret mellem bjerge og vulkaner og er kendt for sine originale haciendas og arkitektur fra Mexicos forskellige epoker. Den historiske bymidte er endda placeret på UNESCOs Verdensarvsliste, så det er en lang designhistorie, som Jonas og hans team indtræder i. Noget som de gennem udviklingsprocessen har været meget bevidste om:

”Vi er utrolig stolte over at havde vundet konkurrencen sammen med Serrano Manjarraz Arquitectos. Vi var fra starten enige om at inddrage de omgivende landskabselementer i designet, og vi er glade for at bygherren kunne se værdien i den tilgang,” siger Jonas Upton-Hansen.

Projektets placering skaber en unik panoramaudsigt over de omkringliggende bjergkæder med ikke mindre end tre vulkaner, herunder den dramatiske Popocatepetl, som er en aktiv vulkan, der konstant udspyer røg og aske. Profilen af projektets to ​​tårne er direkte inspireret af de dramatiske, snedækkede vulkaner, formet med skarpe tinder og kamme. Tårnene beklædes i mørke materialer som sort og grå vulkansk basalt, omgivet af hvid beton og polerede overflader. Byggeriets elementer er desuden organiseret omkring en eksisterende væg fra en hacienda, og tegnestuen har valgt at bevare et stort træ på midten af grunden i landskabsarkitekturen.

Et andet vigtigt element, som tegnestuen har været nødt til at tage højde for i designet, er den store risiko for jordskælv i området. Mexico og Puebla er nemlig placeret på fem tektoniske plader, der skaber stærk seismisk aktivitet.

- Jordskælv er ikke noget vi har særlig meget fokus på i Europa når vi designer i højden, men i Mexico er der ofte skælv, og især med tårnhuse er det en vigtig faktor at tænke ind i projektet. Her har vi trukket på vores erfaringer fra et tidligere samarbejde med Serrano Manjarraz Arquitectos, nemlig det 133 meter høje tårnhus, Torre Alameda, i Mexico City. Her tænkte vi også jordskælvssikring ind fra starten og tilføjede et udvendigt diagrid som et integreret designelement, forklarer Jonas Upton-Hansen.

Projektet er planlagt til at begynde inden udgangen af ​​året med en målrettet færdiggørelse i slutningen af ​​2018.

 

Om projektet:

  •          Materplanen er mixed use og indeholder to beboelsestårne, et boutique-hotel med 90 værelser, et mindre område med butikker, caféer og restauranter samt et gårdmiljø og parkering til mere end 750 biler. 
  •          Projektet kommer til at bestå af et samlet bebygget areal på 42.000 m2 og 20,000m2 underjordisk parkering.
  •          De to beboelsestårne vil få en højde på omkring 100 meter og vil bestå af mere end 140 lejligheder.
  •          Projektet er andet samarbejde mellem Upton-Hansen Architects og Serrano Manjarraz Arquitectos.
  •          Projektet igangsættes inden slutningen af 2016 med en planlagt færdiggørelse i slutningen af 2018.

Om Jonas Upton-Hansen, ARB, MAA, Managing Director / Founder

Jonas Upton-Hansen, 38 år, bor i Islington, London. Uddannet ved The Architectural Association School of Architecture i London. Efter endt uddannelse i 2001 sluttede Jonas sig til Foster + Partners, hvor han blandt andet arbejdede på de to prestigefyldte projekter McLaren Technology Center og Monaco Yacht Club.

I 2005 rykkede Jonas til Murphy Jahn i Chicago som ‘Associate Principal’. Sammen med Helmut Jahn, var Jonas med på en lang række store projekter, heriblandt det 40 etager høje 600 Fairbanks Court beboelsestårn i Chicago, det 64 etager høje 50 West Street lejlighedskompleks på Manhattan og det LEED Gold-certificerede 1999 K Street i Washington DC for Vornado.

I 2011 besluttede Jonas at starte for sig selv og etablerede Upton-Hansen Architects. Firmaet har i dag 35 arkitekter ansat på kontoret i London og 10 øvrige arkitekter udstationeret omkring i verden.