Intelligent facadesystem sparer energi

Design- og udviklingsvirksomheden Art Andersen har udviklet et intelligent, vinduesbåret, dynamisk solafskærmningssystem

Kombinationen af æstetik og funktionalitet er dækkende for Art Andersens facadesystem Energy Frames, hvor hensigten er at tilbyde markedet et dynamisk solafskærmningssystem, hvor arkitektoniske muligheder vægter lige så tungt som markante energibesparelser for bygningen.
- Vi ser, at arkitekturen er i forandring takket være stadigt skærpede energikrav til byggerier. Men med Energy Frames går arkitekten ikke på kompromis med sine visioner for et byggeri for at imødekomme tekniske krav. Tværtimod er dette facadesystem et fleksibelt og dynamisk instrument til arkitekten, forklarer Business Developer i Art Andersen, Michael Felthaus.

Besparelser på energien

Ved hjælp af sensorer opfanger Energy Frames intensiteten af sollys og kører selv skærmene til og fra i afstemning med indeklimaet på den anden side af ruden. Men sensorerne sørger også for at skærme vinduerne om natten for at holde på energien i bygningen. Det er en stor fordel især for de mange store glaspartier, som anvendes i moderne arkitektur.

Art Andersens Energy Frames er markedets eneste facadesystem af sin slags. Det er udviklet til at skabe et optimalt indeklima, ikke blot ved solafskærmning, men også lysfordeling, temperatur og andre essentielle forhold, der tilsammen skaber et godt indeklima. Og det kan mærkes på energiforbruget:

- Energy Frames kan give en energibesparelse for bygningen på op mod 50 %. Energibesparelser i denne størrelsesorden øger bygningens værdi markant, fordi byggeriet er bæredygtigt både nu og i mange år frem over, siger Michael Felthaus og tilføjer:

- Produktet og teknologien bag er så gennemtestet, at vi – som de eneste på markedet, og inden rammerne endda er monterede – er i stand til at gå ind og lave en omfattende energiberegning, der dokumenterer, hvor meget Energy Frames kan sætte energiforbruget ned til i et givet byggeri.

Frihed til design

Selve designet af solafskærmningsløsninger har altid været et kendetegn for Art Andersens produkter, og i Energy Frames sammentænkes funktionalitet derfor helt naturligt med æstetik. Det giver arkitekter mulighed for at designe frit uanset materiale, overflade, farve og mønster – og uden bekymringer om energikrav. Bygningen kan få præcis det ønskede udtryk og samtidig en dynamisk facade, der ændrer karakter i løbet af dagen inden for de arkitektoniske rammer, der er sat for bygningen, fremhæver Michael Felthaus.

Kan klare nordisk klima

Energy Frames kan monteres direkte på vinduets karme. Drivsystemet, der er skjult i de slanke og lette aluminiumsprofiler, har transmission i både top og bund. Motor og styringsprint er skjult i en udfræsning i vinduets indvendige karm. Facadesystemet har en lang driftstid og er designet til at modstå det nordiske klima med hård vind og store temperaturudsving, fremhæver virksomheden.

Foto: Et af de første byggeprojekter i Danmark, opført med Energy Frames, er Rigshospitalet i København. Den 5.300 kvm store bygning er forsynet med Energy Frames på 128 vinduer.