Første danske OPP-plejecenter indvies

I dag onsdag indvies plejecentret Vonsild Have Kvarteret i Kolding. Det er Danmarks første plejecenter, som opføres som OPP, dvs. i et offentligt-privat partnerskab

I dag onsdag indvies plejecentret Vonsild Have Kvarteret i Kolding. Det er Danmarks første plejecenter, som opføres som OPP. Centret ligger i den sydlige del af Kolding og består af 60 plejeboliger med enten to eller tre rum. Derudover rummer det en café og en wellness-afdeling. Kolding Kommune er udbyder bag projektet, og virksomheden Attendo A/S, der leverer hjemmepleje, står i spidsen for OPP-teamet, der har ansvar for opførelse, drift og vedligehold, pleje og omsorgsydelser samt administration af boligerne i en 20-årig periode.

Første OPP-projekt

Plejecentrets facility manager Kemp & Lauritzen har tegnet en 20-årig administrationsaftale med ejendomsforvaltningsselskabet DEAS, som skal stå for administration af plejecentret.Vonsild Have Kvarteret forvaltes efter almenlejeloven, og dermed kommer DEAS til at danne de første erfaringer med administration af en ejendom, der både skal overholde de gældende OPP-regler og almenlejeloven. DEAS skal bl.a. opkræve husleje, håndtere indvendige vedligeholdelseskonti, udarbejde driftsbudgetter, årsregnskaber, forbrugsregnskaber, lejekontrakter og sikre, at beboerdemokratiet opfyldes.