Getama genopliver Wegner-møbler

På Stockholm Furniture & Lighting Fair 2015 præsenterer Getama Danmark A/S krydsfiner-serie, tegnet af Hans J. Wegner

På Stockholm Furniture & Lighting Fair 205 præsenterer Getama Danmark A/S krydsfiner-serien GE1935, GE1936 og GE1937, tegnet af Hans J. Wegner - møbler, der ikke har været i produktion siden 1950, men nu er blevet genoplivet med en ny produktion.

I 2014, året for Wegners 100-års jubilæum var direktør Jesper Temp fra GETAMA  i dialog med Wegners Tegnestue. En dialog om at erhverve sig rettighederne til en kollektion, der står printet ind i hukommelsen på Jesper Temp. FH1935, FH1936 og FH1937 - bænk, stol og bord. I 1948 indsendte Hans J. Wegner (1914-2007) tegninger til en konkurrence om billige møbler udstedt af MoMA. Hans forslag blev ikke præmieret, men høstede mange bifald i den internationale presse, hvilket gav den unge Wegner lyst til at tegne flere møbler i det nye materiale krydsfiner. Samme år på Snedkerlaugets udstilling præsenterede han nogle lette todimensionelle finermøbler, som Fritz Hansen efterfølgende satte i produktion.

Bænk, stol og bord har en konstruktion i massivt træ med et sæde og en ryg i krydsfiner bukket i to dimensioner. Både sæde og ryg er skåret fri fra konstruktionen for at gøre den lettere og mere elegant i sit udtryk - et typisk modernistisk stiltræk.
Getamas snedkere har siden de modtog den glædelige nyhed fra Wegners Tegnestue konstrueret de nødvendige værktøjer, så kollektionen nu kan sættes i produktion. Der er ikke foretaget nogen ændring eller justeringer i designet, men navnet har Getama ændret til GE1935, GE1936 og GE1937, så det passer til den øvrige kollektion.