Rockwool-koncernen åbner første fabrik i USA

Nyopført fabrik skal sikre, at isoleringskoncernen kan imødekomme den stigende efterspørgsel på stenuldsprodukter i USA

Rockwool-koncernen står stærkere end nogensinde i Nordamerika – og nu indvier virksomheden sin første fabrik i USA. I dag klipper Phil Bryant, guvernør for Mississipi, snoren til fabrikken i forbindelse med den officielle indvielse. Den nyopførte fabrik skal sikre, at isoleringskoncernen kan imødekomme den stigende efterspørgsel på stenuldsprodukter på et af verdens største markeder for isoleringsmaterialer.

På et 40 hektar stort område i Marshall County i Mississippi har koncernen over det seneste år arbejdet på højtryk for at færdiggøre sin første produktionsfabrik i USA. Første spadestik til dette state-of-the-art byggeri blev taget den 8. maj 2013, og nu åbner stenuldsproducenten sin nye fabrik. Det sker ved en officiel indvielse for virksomhedens amerikanske kunder og lokale ansatte med snorklipning og tale af den lokale guvernør Phil Bryant samt koncernens administrerende direktør Eelco van Heel.

- Det er et historisk øjeblik. Stenuld som materiale blev udviklet i USA, men har gennem mange år været stort set fraværende i et isoleringsmarked, der er domineret af glasfiber- og skumplastprodukter. Nu bringer vi det hjem, udtaler administrerende direktør Eelco van Heel.

Rockwool-koncernen har opdyrket sin Nordamerikanske position via fabrikker i Canada, men nu er koncernen klar til at geare op i USA:

- Med den nye fabrik vil vi kunne øge vores salg af isoleringsprodukter i USA. Vi har oplevet tocifrede vækstrater på det nordamerikanske marked gennem de seneste år, og der er fortsat et betydeligt potentiale for vækst i markedet, ” siger Trent Ogilvie, som er administrerende direktør for koncernens datterselskab i Nordamerika, Roxul Inc.

De solide resultater i Nordamerika stammer blandt andet fra det amerikanske ’gør-det-selv’-marked gennem salg i store byggevarekæder. Her har Roxul Inc. siden sidste år har solgt sine stenuldsprodukter via hundredvis af Home Depots og Lowe’s forretninger i USA.

Den i alt 56.000 kvadratmeter store fabrik i Mississippi forventes at beskæftige 150 medarbejdere og årligt bidrage til, at koncernens produktionskapacitet øges med 50 procent på det nordamerikanske marked.

Rockwool-koncernen har allerede to produktionsfabrikker i Canada, der åbnede i 1988 og 1999.