Stadig lang ventetid på byggesagsbehandling

Nye tal fra Energistyrelsen, viser, at der er alt for store forskelle på den tid, kommunerne bruger på at sagsbehandle byggeansøgninger

Dansk Byggeris analyse af sagsbehandlingstiden i landets kommuner, baseret på nye tal fra Energistyrelsen, viser, at der er alt for store forskelle på den tid, kommunerne bruger på at sagsbehandle byggeansøgninger - både når det gælder privat byggeri og erhverv.

I hele 59 af landets 98 kommuner må boligejere og virksomheder i gennemsnit vente mere end to måneder på at få sagsbehandlet deres byggesager. Kun syv kommuner har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på under en måned.

Mens det i Ringkøbing-Skjern, Aabenraa og Middelfart tager omkring tre uger at få sagsbehandlet en byggesag, tager det i Vejen, Hørsholm og Gladsaxe over fire måneder.

Her kunne man antage, at den store forskel i behandlingstid hænger sammen med antallet af byggeansøgninger, som kommunerne modtager. Men den sammenhæng gælder ifølge Dansk Byggeri ikke.

- Selv mellem kommuner med nogenlunde samme antal byggesager er forskellen stor. Fx bruger Aabenraa Kommune omkring tre uger på at behandle en typisk byggesag, mens Gladsaxe Kommune bruger knap 4,5 måneder, og det på trods af, at Gladsaxe Kommune har 500 årlige byggesager, mens Aabenraa Kommune har 815, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri Torben Liborius.

Der findes i dag ingen regler for, hvor længe kommunen må være om sagsbehandlingen eller hvor længe, der må gå, før kommunen går i gang med sagsbehandlingen af en ansøgning. I Dansk Byggeri er man derfor glade for, at der i Folketingets vækstpakke lægges op til, at der skal ske ændringer på området.

- Forhåbentligt vil kravene i vækstpakken ændre på tingene i og med, at der stilles krav om, at sagsbehandlingstiden sættes ned med en tredjedel. Det er positivt, at der stilles konkrete krav, og det vil forhåbentligt gøre, at der bliver skabt mere ensartethed på området, siger Torben Liborius.