Højstyrkebeton vinder renoveringsopgaver

Mens højstyrkebeton historisk har været et nicheprodukt til special­opgaver, kan materialet være på vej til at løse flere og større opgaver i byggeriet
Tekst: 


Højstyrkebeton har kvaliteter, der gør materialet velegnet til renoveringsopgaver. Det påpeger en af de førende udviklere og producenter af højstyrkebeton herhjemme, Connovate®.

- Aktuelt leverer vi til renovering af et afsnit af de almene boliger Rosenhøj i Viby J. Facaderne efterisoleres med 250 mm præfabrikerede facademoduler udført i højstyrkebeton leveret af Ambercon, oplyser salgschef i Connovate®, Karsten Bro. Facade-elementerne ankommer klar til montage på byggepladsen, hvor de hurtigt spændes fast på facaden på forud placerede montagebeslag: Det betyder et minimum af gener for beboerne, påpeger Karsten Bro.

Højstyrkebeton har i den tykkelse en U-værdi på 0,10 W/m2K. Til sammenligning kræver Bygningsreglementet af 1. januar 2013, at ydervægge har en U-værdi på højst 0,30 W/m2K.

- At elementerne i højstyrkebeton fylder mindre og frigør nettoareal til udnyttelse og samtidig har en rekordhøj isoleringsevne, betyder, at vi forventer en stor vækst i efterspørgslen i den nærmeste fremtid, ikke mindst til energirenovering indenfor boligbyggeriet, fortæller Karsten Bro.

Connovate® blev etableret i 2010 som en udviklings- og produktionsvirksomhed, hvis formål er at udvikle og licensere rettigheder til produktion af Connovate byggesystemer og levere højstyrkebeton koncentrat samt systemtilbehør til fremstillingen og produktion.

Connovate® er delvis ejet af betonproducenten Ambercon.

- Slankere konstruktioner med en forbedret udnyttelse af etagearealerne er efterlyst af de projekterende. Vi er stolte af at være den første elementproducent i Danmark, der præsenterer den første sandwichkonstruktion med højtisolerende PIR i midten, omsluttet af højstyrkebeton i både for- og bagplade. Med en slank dimension på 25-30 cm vil den finde fodfæste i både nybyggeri og den forestående renoveringsbølge, forudser direktør i Ambercon A/S, Torben Enggaard.

Brandsikker

Højstyrkebeton er ekstrem tæt i sin struktur. Det har givet udfordringer for brandsikringen, forklarer Karsten Bro. Det kompakte materiale har hidtil haft en høj risiko for eksplosive afskalninger ved brand.

- Den opgave har vi løst i samarbejde med Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, oplyser Karsten Bro, således at Connovate® højstyrkebeton nu bevarer sin sublime trykstyrke på over 100 mPa, også under de høje temperaturer, som opstår under en brand. På den ene side skal højstyrkebeton have den kompakte karakter, der gør det uigennemtrængeligt for væsker; på den anden skal betonelementet i tilfælde af brand på kort tid kunne afgive de store mængder vand, der frigives når højstyrkebetonen udsættes for opvarmning!

Svaret på den gordiske knude er fundet efter fire års intensiv forskning og produktudvikling med afprøvning af mere end 400 forskellige materialekompositioner i et konsortium, bestående af Ambercon og Arkitema Architects, støttet af Højteknologifonden, oplyser Karsten Bro.

Mange ingredienser

Mens traditionel beton fremstilles med få, simple materialer, anvendes 10-20 forskellige ingredienser i højstyrkebeton hvor mikroskopiske materialepartikler skaber den ekstremt kompakte og tætte struktur med tilhørende styrke. Den illustreres af, at man andre steder i verden udvikler ‘UHPC’ – Ultra High Performance Concrete – der er så robust, at den i en krigssituation kan modstå et angreb med atombomber!

Connovate®’s resultater er blevet modtaget med stor nysgerrighed af danske arkitekter. En af dem er arkitekt, Ph.d. Anne-Mette Manelius: – Muligheden foreligger, at højstyrkebeton er nøglen til et selvstændigt formsprog, der knytter betonens generelle formbarhed med de tynde dimensioner i højstyrkebeton. At problematikken omkring brand nu er løst, betyder, at vi nu snart kan bruge højstyrkebeton i et større omfang i byggeriet.

Karsten Bro, Connovate®, deler den vision: – I dag har højstyrkebeton en mindre del af markedet som et nicheprodukt, der primært vælges for sin æstetik. Når gennembruddet kommer, vil højstyrkebeton få en større part af markedet; prisen vil falde, og selv om højstyrkebeton endnu er lidt dyrere end traditionel beton, så vil den difference hurtigt tjenes hjem, fordi de slanke konstruktioner frigør flere netto kvm!