Landinspektører indgår aftale om digitalisering

Lifa Landsinspektører og BIM Equity har indgået samarbejdsaftale og tilbyder nu digitaliseringsydelser

LIFA Landinspektører og BIM Equity har indgået en samarbejdssaftale og tilbyder digitaliseringsydelser indenfor blandt andet BIM-baserede Facility Management systemer og systemer til optimering af renoveringsopgaver.

LIFA A/S er en af den danske landinspektørbranches førende virksomheder med 110 ansatte fordelt på 10 kontorer spredt ud over hele landet. Virksomheden har en omfattende fagekspertise inden for registrering og opmåling. Nu indgår LIFA et officielt samarbejdsaftale med BIM Equity, der blandt andet forhandler BIM-baserede FM-systemer og digitaliserer projekter fra 2D til BIM. Med det nye samarbejde tilbyder de to virksomheder en samlet løsning til drift og vedligehold, der inkluderer software, implementering, uddannelse, registrering/opmåling og digitalisering.

BuildingSMART har regnet sig frem til, at ca. 1 % af en bygnings samlede økonomi ligger i designfasen hos rådgiverne, 9 % ligger i udførelsen hos entreprenørerne, mens de sidste 90 % ligger i drift og vedligehold af bygningen hos byg- og driftsherrerne. Erfaringstal viser desuden, at der minimum kan spares 10 % i alle byggeriets faser ved at anvende BIM-teknologien. Der er således store økonomiske gevinster ved at gå over til BIM-baseret Facility Management.

Jonas N. Salih, administrerende direktør i BIM Equity, fortæller

- Tallene taler for sig selv, og når der er så store økonomiske gevinster ved at anvende BIM-baseret drift- og vedligehold, ser jeg et stort behov for den ydelse, som BIM Equity nu tilbyder i samarbejde med LIFA Landinspektører. Kombinationen af LIFAs årelange erfaring med registreringer og opmålinger spiller godt sammen med de ydelser, som BIM Equity leverer indenfor BIM. Nu har vi et solidt fundament for en samlet pakkeløsning, der vil føre til store økonomiske gevinster for offentlige såvel som private driftsherrer.

Martin Steen Hansen, partner i LIFA, uddyber:

- LIFAs historie er særlig i og med, at vi var nogle af de første inden for branchen, der kastede os over udviklingen af CAD og GIS-applikationer, hvilket førte til, at vi hurtigt kunne gå ind i nye forretningsområder. Vi ser aftalen med BIM Equity som et naturligt næste skridt i vores udviklingsstrategi med henblik på at fastholde og udvikle vores rolle som en af de førende leverandører af registreringer og opmålinger i Danmark. Samarbejdet gør, at vi med den nyeste BIM-teknologi nu kan skabe endnu større værdi for vores kunder.