Ny kort byggeuddannelse undervejs

Akkrediteringsrådet har godkendt en to-årig uddannelse som byggekoordinator, selvom Konstruktørforeningen efterlyser mere viden om byggeteknik

Konstruktørforeningen har tidligere advaret mod at indføre den toårige uddannelse til byggekoordinator, blandt andet fordi den ikke giver de studerende viden om byggeteknik.

- Da uddannelsen alligevel bliver en realitet, ser Konstruktørforeningen det som sin opgave at arbejde for, at uddannelsen får kvalitet og kommer til at fungere godt sammen med de andre uddannelser i byggeriet, siger Konstruktørforeningens formand Gert Johansen.

Stort set alle rapporter og undersøgelser, der er lavet i de seneste år, viser, at byggebranchen har brug for medarbejdere, der kan øge konkurrenceevnen og produktiviteten ved at nedbringe antallet af fejl og mangler i byggeriet og øge kvaliteten.

Rapporterne viser også, at byggebranchen har brug for medarbejdere, som kan binde værdikæderne sammen og sikre effektive byggeprocesser. Medarbejdere som har en helhedsforståelse og fremmer et godt samarbejde på tværs af overgange og faser. Alle de kompetencer får bygningskonstruktørerne på deres uddannelse, og derfor vil denne uddannelse fortsat være det bedste valg for folk med lyst til uddannelse inden for byggeriet.

- Selvom vi selvfølgelig fortsat taler varmt for konstruktøruddannelsen, betyder hensynet til samfundsøkonomien, byggeriet og de studerende på den korte uddannelse, at vi vil arbejde for, at de studerende på byggekoordinatoruddannelsen får et relevant uddannelsestilbud. Vi vil sikre, at de ikke spilder deres tid på studiet og kan bruge det, de lærer, på arbejdsmarkedet, siger Gert Johansen.

Gert Johansen ser meget nødigt, at studerende ender i en uddannelsesmæssig blindgyde, men får reelle muligheder for at efter- og videreuddanne sig.