Byggefirmaer føler sig overset af kommuner

Kommunerne har ikke nok fokus på erhvervslivets vilkår, oplever halvdelen af virksomhederne i byggebranchen, ifølge en ny undersøgelse

Kommunerne har ikke nok fokus på erhvervslivets vilkår, oplever halvdelen af virksomhederne i byggebranchen, ifølge en ny undersøgelse. De ser gerne, at ventetiden på en byggetilladelse og udbud af kommunale opgaver bliver centrale punkter på dagsordenen til kommunalvalget

Dansk Byggeri har op til kommunalvalget taget temperaturen på, hvad virksomhederne i byggebranchen mener om deres kommune. Her siger lidt over hver anden virksomhed, at deres kommune kun i ringe eller meget ringe grad har fokus på erhvervslivets vilkår.

- Gode vilkår for erhvervslivet er afgørende for, at en kommune kan beholde og tiltrække nye virksomheder og dermed skabe arbejdspladser. Derfor er det bekymrende, at mange virksomheder ikke føler, at deres kommune har fokus på erhvervslivet. Kommunerne bør lytte til, hvad der er vigtigt for virksomhederne, da de er afgørende for, hvor mange penge, der fremadrettet kommer i kommunekassen, siger Lea Stentoft, der er kommunalpolitisk konsulent i Dansk Byggeri, der dog understreger, at flere kommuner er godt på vej.

De knap 100 virksomheder i undersøgelen har også svaret på, hvad de gerne ser på dagsordenen i den kommende valgkamp. Omkring halvdelen mener, at hurtigere ekspedition af byggesager og udbud af opgaver er vigtige områder.

- Virksomhederne står jo lidt i stampe, hvis fx en byggesag bliver trukket i langdrag, så en hurtigere sagsbehandling er derfor et kerneområde, der er afgørende for, at virksomhederne kan arbejde på fuld kraft. Det kan også være en torn i øjet på virksomhederne, at nogle kommuner selv slår græsset og rydder sne, selvom der er gode erfaringer med og penge at spare ved at sende opgaven i udbud og invitere de private virksomheder inden for, siger Lea Stentoft.

Et flertal af virksomhederne ser desuden gerne, at valgkampen kommer til at handle om vedligehold af kommunernes bygninger og veje.

- Håndværkerne bruger mange timer på vejene, når de skal rundt til forskellige opgaver, og derfor er et godt vejnet vigtigt for dem. Men områder som renovering og ny asfalt bliver ofte glemt til fordel for mere bløde områder som ældrepleje og børnepasning, siger Lea Stentoft.