Store byggerier rammes af Pihl-konkurs

En synlig konsekvens af konkursen i E. Pihl & Søn er, at hele ombygningen af Nørreport Station er sat i stå

Konsekvensen af konkursen i E. Pihl & Søn er, at store byggerier som Nørreport Station, Cirkelbroerne over Christianshavns Kanal og kanalbroerne i København stopper øjeblikkeligt.

Bestyrelsesformand for E. Pihl & Søn, Birgit Nørgaard, har mandag oplyst til pressen, at projekter som ombygningen af Nørreport Station, såvel som virksomhedens 2.400 medarbejdere nu står uden job.

- Projekterne er nødt til at stoppe, for der er i princippet ingen medarbejdere, siger Birgit Nørgaard.

Byggevirksomheden stod blandt andet bag Skuespilhuset i København, Operaen, Den Blå Planet og FN-Byen i Nordhavn - mandag indgav virksomheden konkursbegæring efter at kreditorerne bakkede ud af den fortsatte finansiering.

- Det er således med stor beklagelse, at vi i dag har måttet indgive konkursbegæring over for Skifteretten. Konkursen i Pihl vil have store og vidtrækkende negative økonomiske og menneskelige konsekvenser for mange dygtige medarbejdere, for bygherrer, for partnere og for underleverandører. Det er frygteligt at skulle træffe en beslutning, der vil berøre så mange menneskers og virksomheders dagligdag og økonomiske fundament, skriver bestyrelsesformand Birgit Nørgaard i en pressemeddelelse.

Ifølge advokat Henrik Steen Jensen fra advokatfirmaet Holst vil selskabets ugangværende projekter stå stille, indtil kurator kan få dem solgt. Han er en af to kuratorer i selskabet og ifølge Henrik Steen Jensen skal man ikke forvente, at nogle af byggerierne genoptages i denne uge, udtaler han til JP.