Nestlé flytter til Ørestad City

Fairway House på Arne Jacobsens Allé får en ny, stor lejer med 230 ansatte i foråret 2014, når den schweiziske koncern flytter sit nordiske hovedkontor til Ørestad City

Cirka 230 medarbejdere får Ørestad City som ny arbejdsplads, når Nestlé flytter deres nordiske hovedkontor til knap 6.000 kvadratmeter i Fairway House på adressen Arne Jacobsens Allé 7. Byggeriet rummer i alt næsten 15.000 kvadratmeter, så Nestlé indtager altså cirka 40 procent af huset, hvor Regus House, Grünenthal Denmark, Sony DADC Copenhagen, PPD Denmark, Nordkranen, Dansk Tele & It Support og Expeditors Denmark i forvejen har kontor.

Som mange andre virksomheder i Ørestad er begrundelsen for flytningen den optimale placering mellem Københavns Lufthavn og City:

- Vi har valgt at flytte vores nordiske hovedkontor til Ørestad, fordi vi mener, at Fairway House er et meget moderne kontor med en rigtig god beliggenhed. Øresundsregionen er centrum for Sydsverige og Danmark, og Ørestad er meget nem at komme til og fra som flyrejsende. Vi forventer dermed at blive en endnu mere effektiv virksomhed, der kan tilbyde en endnu bedre service til vores kunder og til forbrugerne. Vi mener også, at placeringen i Ørestad giver os bedre muligheder for at tiltrække medarbejdere både fra Sverige og Danmark,” siger Nordic Market Head, Peter Svensson fra Nestlé.


Nestlé producerer og sælger en lang række kendte varemærker; bl.a. Nescafé, Nesquik, Nespresso, KITKAT, Smarties, Quality Street, diverse morgenmadsprodukter, mad til spædbørn, kondenseret mælk og mad til patienter.

Fairway House er et multibrugerhus, hvor hvert lejemål kan indrettes med stor fleksibilitet. Her er bl.a. fælles reception, kantine og mødefaciliteter, hvilket giver den enkelte lejer mulighed for en mere effektiv udnyttelse af egne lokaler.
Byggeriet er tegnet af Domus Arkitekter og udgør den sydlige del af karréen på hjørnet af Arne Jacobsens Allé og Center Boulevard. Huset er bygget sammen med boligbebyggelsen Copenhagen Golfpark. Der er stor synlighed til huset og let adgang til offentlig transport – tog og Metro – samt til motorvejsafkørslen.

Det er erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart, som har stået for udlejningen i samarbejde med Nordkranen, som administrerer ejendommen.

- Vi oplever en virkelig stor interesse for Ørestad. I begyndelsen tror jeg, at mange både virksomhedsledere og mæglere syntes, at Ørestad lå for langt fra København City, men det er ligesom om, at Ørestad er rykket tættere på i vores bevidsthed. Placeringen er genial med let adgang både til København og til lufthavnen, hvilket er afgørende for internationale virksomheder,” siger Susan Lintrup, partner i erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart.

Samtidig er det vigtigt for virksomhederne, at Ørestad rummer et mix af både erhvervs- og boligbyggerier, vurderer Susan Lintrup:

- Man har tænkt sig om i Ørestad. Modsat nybyggede kvarterer i mange andre europæiske metropoler, der er helt døde efter fyraften, har Ørestad efterhånden et rigtig fint miljø. Nu ligger der en lækker café og restaurant (RAMBLA Bar & Grill) og en fantastisk Irma butik lige nede ad gaden.”

- Jeg oplevede også, at Nestlé på et tidspunkt i forhandlingerne havde en amerikansk direktør på besøg for at inspicere domicilet. Han kiggede ud af vinduet, hvorfra man kan se til lejlighederne i Copenhagen Golfpark. ’Se, de bruger vores produkter’ udbrød han pludselig, da han så en dåse med babymad i et vindue. I Ørestad er man en del af folks dagligdag. Det er naturligvis interessant, når man lever af at producere og sælge dagligvarer, siger Susan Lintrup.