Arkitema skal tegne svensk bydel

Arkitema skal tegne en helt ny bydel, Nya Hovås, nær Göteborg - i samarbejde med Gehl Architects

Hovås i nærheden af Gøteborg ønsker to svenske ejendomsudviklere at bygge en helt ny bydel – Nya Hovås. I alt fire tegnestuer fra Danmark og Sverige deltog i det indbudte parallelopdrag. Arkitema er netop blevet udpeget som vinder.

Visionen for Nya Hovås består af en helt ny bydel med i alt seks forskellige kvarterer. De svenske ejendomsudviklere, HSB Göteborg og Next Step Group, har valgt Arkitemas vision for byen, og vi skal nu i gang med et kvalitetsprogram, som beskriver, hvordan bydelen skal udvikles. Herefter opstarter vi forprojekt for det første kvarter på 8-12.000 kvm. Et kvarter der skal udvikles med forskellige boligtyper og med butikker i stueplan. Samtidig skal Arkitema lave landskabsbearbejdning af bydelens mange gårdrum og hyggelige gadeforløb.

Arkitekt MAA og kreativ leder hos Arkitema, Hans Willehader, fortæller, at vinderforslaget opfylder bygherrens ønske om at skabe en ny by, hvor fordelene fra den lille by og den store by forenes med det attraktive, omkringliggende naturområde med havet i gå- og cykelafstand.

- Vores forslag opdeler byen i en række åbne kvarterer med både private, semiprivate og offentlige mødesteder. En by hvor en række forskellige boligtyper varierer i materialevalg og højder og udgør en behagelig og god by - en bæredygtig by med fokus på mennesket, og hvor nærheden til naturen altid er nærværende, siger Hans Willehader. Nya Hovås ligger 10 minutters kørsel fra Gøteborg centrum.

Fra 1. juni udstilles forslagene på projektkontoret i Hovås. Selve igangsættelsen af byggeriet forventes at starte efteråret 2014. Danske Gehl Architects skal være ansvarlige for infrastruktur og udformning af Billdalsvägen, der løber gennem området.