Energioptimering styrker konkurrenceevnen

Isoleringsvirksomheden Isover har succes med energibevidsthed og innovativ energiledelse

Isover i Vamdrup ligger helt i toppen blandt de 34 Isover fabrikker over hele verden, når det drejer sig om energioptimering. Det er blandt andet derfor, det stadig kan lade sig gøre at lave lønsom produktion i Danmark.

”Det har altid været et mål for os at være så energibevidste som overhovedet muligt”, fortæller Lise Christiansen, som er procesingeniør og energiansvarlig på Isovers fabrik i Vamdrup. ”Og vi vender hver en sten for at finde energibesparelser. Det er en del af energipolitikken såvel som en indgroet del af kulturen.”

Lise Christiansen, der har 12 års erfaring fra fabrikken i Vamdrup fortæller, at man allerede i projekteringen af fabrikken i begyndelsen af 80’erne har tænkt på, hvordan man kunne udnytte energien bedst muligt; for eksempel i form af et kølesystem, som genbruger overskudsvarmen i et centralvarmeanlæg. Og lige siden har normen været, at der skulle spares på energien, dvs. at i alle nye installationer, renoveringer og inden for udvikling tænkes energiforbruget ind.

Næste skridt er en ny smelteovn, som vil nedsætte energiforbruget af el med 2-5 procent.

”Det bliver dog sværere og sværere at hente de store energibesparelser. Vi har været over det hele, men der kommer selvfølgelig hele tiden nye tiltag i form af nye produkter eller løsninger, som gør at vi kan gøre det lige en tand bedre. ”

Det seneste tiltag er udskiftning af lysstofrør til LED-teknologi samt brug af et intelligent armatur, der skruer op og ned for lysstyrken i forhold til, hvor meget lys, der kommer ind udefra, og desuden først aktiviseres, når der er personer i rummet.

Først med energiledelse

Siden begyndelsen af 90’erne har Isover haft et energiledelsessystem og var med, da man i Danmark i slutningen af 90’erne indførte den første energiledelsesstandard, DS2403. 

”Det er vigtigt at få arbejdet sat i system, og vi har et energiudvalg, som mødes fire gange om året. Her arbejder vi målrettet med forskellige projekter, der har fokus på energi,” siger Lise Christiansen.