Træimportører beredt til EU-lovgivning

Tio marts træder den nye tømmerlovgivning i kraft med det formål at dæmme op for uhensigtsmæssig skovhugst - danske firmaer er parate

Naturstyrelsen vurderer, at omkring 20 procent af al træ, der importeres til EU, er af ulovlig herkomst, og om få måneder træder den nye tømmerlovgivning derfor i kraft med det formål at dæmme op for uhensigtsmæssig skovhugst rundt omkring i hele verden. Det vurderes, at omkring 5.500 danske virksomheder er omfattet af stramningen, men de største danske virksomheder er godt med, lyder det fra brancheorganisationerne her i starten af det nye år.

Der er efterhånden ikke ret lang tid til, at EU’s nye tømmerlovgivning træder i kraft. Den 3. marts 2013 skal alt importeret træ og træbaserede produkter på det europæiske marked være af lovlig oprindelse. Loven vedrører langt de fleste former for træ på markedet og kommer til at berøre alle aktører i den danske træbranche fra træimportører til forhandlere og producenter. Virksomhederne skal indføre ”due diligence”-systemer, hvilket betyder, at de skal gøre, hvad de kan for at nedbringe risikoen for ulovligt træ i forsyningskæden og kunne dokumentere det. Træbranchen har haft lang tid til at forberede sig på den nye lovgivning, og i Dansk Træforening, brancheorganisation for træimportører, agenter og andre formidlere af træ i Danmark, vurderer direktør Jakob Rygg Klaumann, at langt de fleste er godt med:

- De fleste af vores medlemmer, som er landets ledende træimportører, er rigtig godt i gang med at indfase de nødvendige procedurer og arbejder meget seriøst med denne proces. Langt de fleste er i forvejen certificerede efter en eller flere standarder og er derfor vant til at adressere disse spørgsmål.

Også i Træets Arbejdsgivere, brancheorganisation for den danske træ- og møbelindustri, er meldingen positiv:
- Vi ved, at de større danske producentvirksomheder, der er omfattet af den nye tømmerlovgivning, vil stå parate til d. 3. marts, siger konsulent Mikkel Mørch.

Rent ressourcemæssigt har mange virksomheder måttet yde en stor indsats for at imødekomme den nye tømmerlovgivning, så sporbarheden på træet kan dokumenteres fra skov til slutbruger. En af de største træforbrugere i Danmark og medlem af Træets Arbejdsgivere er dørproducenten Jeld-Wen, der har europæisk hovedsæde i Løgstør. Her har man lagt mange kræfter i at blive færdige før tid:

- Vi har målrettet gået efter at blive færdige med ”due diligence”-systemet før tid, fordi vi tror på, at der er en konkurrencemæssig fordel i at være på forkant med lovgivningen. Vi handler btb, og vores forhandlere er også omfattet af lovgivningen, fordi de køber gennem mellemhandlere og placerer produkterne på markedet. De skal også være klar til marts, og ikke alle har ressourcerne til denne opgave. Men ingen af vores forhandlere har grund til bekymring, for vi har allerede gjort arbejdet for dem, fortæller Claus Beier, markedschef i Jeld-Wen Door Solutions og fortsætter:

De danske myndigheder skønner, at den nye tømmerlovgivning kommer til at berøre omkring 5.500 danske virksomheder, og i begge brancheorganisationer anses en indfasningsperiode for nødvendig:

- Faktum er dog, at ingen endnu har et overblik over, hvor omfattende lovgivningen rammer, hvorfor en indfasningsperiode vil kunne afstemme de praktiske spørgsmål omkring lovgivningen, siger Mikkel Mørch fra Træets Arbejdsgivere.
Jakob Rygg Klaumann fra Dansk Træforening mener også, at der vil gå nogen tid, før alle dele af den europæiske træsektor er fortrolig med bestemmelserne:
- Når regelsættet møder virkeligheden, vil der rejse sig en masse praktiske fortolkningsspørgsmål. Det gælder ikke kun i Danmark men hele Europa. Det vil være helt naturligt, at der vil gå et stykke tid, før sammenhængen mellem teori og praksis er helt på plads.