Byggevirksomheder er blevet mere effektive og strategiske

Mere end hver anden virksomhed i byggebranchen har de seneste år strammet markant op på deres forretningsgange og kundeservice, viser ny undersøgelse

Krisen i byggeriet har ikke bare aflivet de urentable firmaer, men også styrket de overlevende virksomheder med sorte tal på bundlinjen. Sådan ser billedet ud ifølge en ny undersøgelse foretaget af kommunikationsbureauet BullsEye Communications, der har interviewet 144 ledere på tværs af byggebranchen.

Her svarer 55 procent af de adspurgte, der repræsenterer arkitekt-, ingeniør- og håndværksvirksomheder samt entreprenører og developere, at de ”i høj grad har effektiviseret deres arbejdsgange og kundeservice i løbet af de seneste tre år”. Kun 15 procent svarer ”i uændret grad”.

Samtidig vurderer 41 procent, at de ”i høj grad har udviklet nye koncepter og produkter”, mens 38 procent svarer ”i mindre grad”.

Virksomheder ser indad

- Virksomhederne i byggeriet har virkelig haft kniven på struben under krisen. Set i det lys har langt hovedparten været nødt til at se indad og skrue på alle tænkelige knapper for at udvikle deres virksomhed. De har styrket deres produkter og kundeservice samt tænkt innovativt for at fastholde omsætningen. Det betyder, at de, der er kommet ud på den anden side, står rigtig stærkt i dag, når de skal konkurrere om nye opgaver, siger kommunikationschef hos Arkitema Architects, Holger Dahl.

Hos netop Arkitema har man - efter et forudgående analysearbejde - strammet gevaldigt op på virksomhedens interne processer. Herudover har virksomheden skåret sekundære forretningstiltag fra og primært fokuseret på kerneforretningen, der omfatter bæredygtigt byggeri samt design af skoler, boliger og superhospitaler i Danmark og resten af Norden.

Mange etablerer nye partnerskaber
Men behovet for udvikling har også medført, at Arkitema har indgået et partnerskab med firmaerne Ambercon og Contec. Sammen har de udviklet byggesystemet Connovate.

- Connovate-systemet gør det muligt at bygge tyndere facader og skabe mere lys i bæredygtige bygninger. Her forventer vi en stor efterspørgsel. Partnerskabet åbner op for at trække på en masse nye kompetencer. På den måde opstår der masser af værdifulde synergier mellem firmaerne, siger Holger Dahl.