Undertaget isolerer

Tacodan introducerer Pavatex-produkter med gode klima- og miljømæssige egenskaber

Efter at have haft dem på programmet i godt og vel et år kan Vejle-virksomheden Tacodan konstatere stigende interesse for isoleringsmaterialer fra Pavatex. Nyheder kan man dårligt tale om, da den schweiziske producent har produceret isolering af træmateriale siden 1932, men de senere års fokus på klima og miljø har ansporet producenten til en optimering af både fremstilling og egenskaber.

Pavatex fås som bats, granulat m.m., men det er især som undertag, at produkterne har nyhedsinteresse. Isoroof undertaget fra Pavatex er faste plader, der skrues fast på spærrerne og samles til en sammenhængende flade med not og fer. Godstykkelsen varierer mellem 18 og 60 mm, og pladerne bidrager aktivt til tagkonstruktionens isolering.

- Undertaget reducerer behovet for tag- eller loftsisolering, hvilket gør dem ekstra interessante ved renoveringer af ældre bygninger, hvor det ofte kniber med at skaffe plads til 300-400 mm isolering. Isoroof er eminent til at holde på varme og kulde, således at man undgår ophedning af loftsrum og overetager i sommervarmen. Risikoen for kuldebroer ved spærrerne bliver også elimineret ved at vælge pladerne frem for en almindelig tagfolie, fortæller salgskonsulent Ronnie Bertelsen, Tacodan A/S.

Kan stå ubeskyttet i måneder

Det hårde undertag fremstilles af træfibre fra grantræ og udnytter træets eget bindemiddel. Pladerne har et ydre lufttæt lag, som hindrer gennemstrømning af varm og fugtig luft, hvorved man undgår konvektive fugtskader og kondensvand i konstruktionen.

- Ved flade tag og tag med lav hældning skal fer og not-samlingerne suppleres med et klæbemateriale. I alle tilfælde får man en tæt og modstandsdygtig overflade, der ikke tager skade af at stå i tre-fire måneder før montage af tagbeklædning. Isoroof og Pavaflex isoleringsmaterialer har endvidere det fortrin, at materialerne yder en effektiv lydisolering, siger Ronnie Bertelsen.
Træfiberprodukterne fra Pavatex scorer desuden højt på en fremstillingsproces med reduceret CO2-udledning. Et andet fortrin er allergivenlighed.

www.tacodan.dk