Dencon vinder kæmpeordre til norsk regeringsbyggeri

Den danske kontormøbelproducent Dencon har vundet levereingen af 500 arbejdsstationer til nyt regeringsbyggeri i Oslo

500 arbejdsstationer i en helt ny regeringsbygning i centrum af Oslo bliver i løbet af juni møbleret med dansk design fra Dencon. Den danske kontormøbelproducent fra Skive har i samarbejde med den lokale Denconforhandler i Oslo vundet det offentlige norske udbud – i hård konkurrence med førende skandinaviske leverandører.

- Vi er utrolig glade – og stolte over ordren. Vi har vundet, fordi vi er konkurrencedygtige og i øvrigt lever op til alle andre krav til funktionalitet, kvalitet og design, siger administrerende direktør Henrik S. Feld, Dencon A/S.

R6 hedder den nye regeringsbygning i Oslos centrum, der skal huse det norske Helse- og Omsorgsdepartement, Landbrugs- og Fødevaredepartementet og funktioner for departementernes servicecenter. De 500 nyindrettede kontorpladser skal fordeles over tre gamle Oslo-bygninger, som dels bliver renoveret og dels revet ned for også at give plads til nybyggeri. Byggeriet har været projekteret og planlagt gennem flere år og er derfor uafhængigt af sidste sommers bombeangreb på andre regeringsbygninger i Oslo.

Når møbleringsfasen er slut, vil de offentlige norske ansatte sætte sig for at arbejde ved Dencons møbelserie Delta, som virksomheden lige nu har travlt med at producere og levere. Hos Dencon kommer den offentlige norske kæmpeordre ovenpå et i forvejen travlt forår, hvor et stort antal større projekter har medført nyansættelser, overarbejde og outsourcing. Foreløbigt fortsætter den positive udvikling nu også efter sommerferien.

- Efter tre år på et ufatteligt presset kontormøbelmarked høster vi nu frugterne af en fokuseret afsætningsstrategi, hvor vi har sat loyalitet og troværdighed højest i samarbejdet med vores kunder. Vi har stadig produktionen her i Skive og er derfor både fleksible og hurtige i en projektfase. Samtidig råder vi over medarbejdere med en høj grad af knowhow og engagement. Det sikrer kvalitet og optimal logistik, når vi skal levere vores design, siger Henrik S. Feld.