Gitterdrageren sikrer taget

Tre nye vejledninger er udarbejdet - de skal være med til at sikre et mere trygt arbejdsmiljø, når svendene skal monterer spær

Træsektionen under Dansk Byggeri har i samarbejde med chefkonsulent i Dansk Byggeri Niels Strange, Branchearbejdsmiljørådet for Bygge & Anlæg og 3F, udarbejdet tre nye vejledninger, der skal være med til at sikre et mere trygt arbejdsmiljø, når svendene skal montere spær.

- Vores medlemmer udsættes ofte for risiko for faldulykke, specielt når de arbejder på tage. Vi iværksatte arbejdet med sikkerhed på tage, fordi der manglede gode brugbare vejledninger, der anviste en sikker arbejdsmetode for opstilling af spær, siger konsulent for Træsektionen, Søren Meyer.

- Det er frustrerende både for mester og svend at vide, at de mest almindelige opstillingsmetoder ikke er i overensstemmelse med kendte vejledninger fra Arbejdstilsynet. Og de vejledninger, der behandlede opstilling af spær, tog heller ikke hensyn til arbejdsmiljøreglerne. Derfor er det også en stor glæde for os, at de metoder, vi anviser i de tre nye BAR-vejledninger, er indarbejdet i Træinformations nye håndbog ‘ TRÆ 58, Træspær 2’. Nu har vi fået en rød tråd gennem hele processen ved opstilling af spær, hvor vores medlemmer nu med BAR-vejledningerne og TRÆ 58 i hånden, har fået et fantastisk værktøj til rådighed, siger Søren Meyer.

Nye vejledninger

De tre vejledninger tager alle afsæt i et nyt element, gitterdrageren, der tidligere kun blev anvendt ved opstilling af større tagkonstruktioner. Øvelsen for gruppen, som arbejdede med opstilling af spær, var at udtænke en løsning, hvor man meget tidligt i processen får etableret en fast og stabil arbejdsplatform. Denne sikre platform etableres i den nye løsning ved at samle to spær og en gitterdrager, der efterfølgende hejses op på remmen.

- Vi har med den nye gitterkonstruktion fået et helt sikkert grundlag at arbejde videre fra. Samtidig har vi i arbejdsgruppen udviklet en gribelægte, som monteres inden gitterkonstruktionen hejses op. Gribelægtens formål er, at den skal minimere den tid, hvor svendene bevæger sig rundt på spærrerne. Ideen er, at de fleste arbejdsgange kan klares fra stillads, siger Søren Meyer.

Prøveopstilling

Træsektionen har gennemført en prøveopstilling af metoden sammen med Aalsrode Tømrerforretning A/S. Svendene, som blev de første forsøgskaniner, tog meget positivt imod metoden. De mente, at med lidt tilvænning ville metoden ikke bare være en mere sikker løsning, men med lidt rutine vil den også give et øget opstillingstempo.

De første tre vejledninger beskriver arbejdsprocesserne ved opstilling af henholdsvis gitterspær og hanebåndsspær. Det er planen, at der også udarbejdes vejledninger for bjælkespær og saksespær. I samme serie om sikkerhed på tage, er arbejdsgruppen også ved at finde mere sikre løsninger for montage af undertage.