Linoleum til læring på Nørrebro

Billedkunstner Malene Bach i samarbejde med Nova5 har skabt nyt læringsmiljø på Nørrebro Park Skole med Forbo linoleum som koloristiske statements

Nova5 arkitekter har renoveret Nørrebro Park Skoles tre bygninger fra top til tå, og det er sket med billedkunstner Malene Bach som sparringspartner.

Resultatet er en skole, hvor gulve i pangfarvet linoleum fra Forbo Flooring A/S er med til at give børn og lærere et miljø, som understøtter læring og aktivitet.

Renoveringen af Nørrebro Park Skole indbefattede en kunstpulje, som blandt andet skulle bruges til at udsmykke skolens vægge. I stedet valgte arkitektfirmaet Nova5 arkitekter, som står bag renoveringen, at inddrage billedkunstner Malene Bach til at sætte farver på gulv, vægge og inventar.

- Malene Bach har en spændende tilgang til farver, og hun har suppleret vores kompetencer som arkitekter, så farvesætningen i dag giver skolen et markant udtryk. Sammen har vi skabt en stærk identitet og helhed i skolens tre bygninger, mens linoleumsgulvene og farvesætningen understøtter hvert enkelt rums særpræg og anvendelse, siger Ann Kristin Kier, arkitekt hos Nova5 arkitekter.

Linoleum er basis

Et af de vigtigste elementer i skolens nye udtryk er gulvene, der består af linoleum fra Forbo Flooring A/S. Det er især linoleums bæredygtige egenskaber og muligheden for let rengøring, som gør denne type gulv velegnet til skoler. For Malene Bach har materialet åbnet en verden af farver.

- Jeg har virkelig fået lov til at lege med farverne på gulvet, så de store arealer i dag spreder stemning i stedet for blot at være store, døde flader. I klasseværelserne har jeg eksempelvis valgt linoleumsgulve i afdæmpede farver, fordi der her skal være ro til fordybelse. I gange og på trapper har jeg i stedet skruet op for kulørerne for at inspirere til leg og aktivitet, forklarer billedkunstner Malene Bach.

Nørrebro Park Skole består af tre forskellige bygninger, som er bygget i henholdsvis 1880’erne, 1970’erne og i 2011. Den ældste og den nyeste bygning står færdig og er taget i brug, mens den sidste bygning efter planen skal stå færdig i starten af 2012. Forbo Flooring A/S har leveret linoleum til gulvene og bulletin boards til blandt andet opslagstavler i klasseværelserne.