Nyt klimahus bliver innovativ læreplads

Fremtidens vvs’ere og elektrikere har nu direkte adgang til at afprøve og teste de teknologier, der skal gøre danske boliger og byggerier energirigtige

Klimahuset på Herningsholm Erhvervsskole i Herning er et udviklingsmiljø på 75 kvm, hvor elever fra den jyske erhvervsskole kan boltre sig i alle de energirigtige løsninger, der er tilgængelige på markedet. Det skal give dem bedre forståelse for fremtidens boliger og klæde de studerende på til at kunne agere som energieksperter i fremtiden.

Det lagde både Venstres EU-ordfører, Lykke Friis, underdirektør i Tekniq, Tina Voldby, og salgsdirektør Thomas Andersen fra Schneider Electric, der er en af hovedsponsorerne til Klimahuset, vægt på i åbningstalerne under åbningsceremonien.

- Visualisering af energiforbruget er essentielt, hvis vi skal kunne forholde os til det og agere på det. Det er ligesom et speedometer i en bil. Hvis vi ikke ved, hvor hurtigt, vi kører, ved vi heller ikke om det er for hurtigt – og præcis hvor meget vi bør slække på speederen for at opnå de nødvendige besparelser, forklarede Thomas Andersen, salgsdirektør og Vice President for Power Business i Schneider Electric.

VVS og el smelter sammen

Et af de unikke initiativer i Klimahuset er, at der ikke er vandtætte skodder mellem el og vvs. Derfor er energiovervågningen og dataindsamlingen i huset baseret på alle husets funktioner, så hvis vvs’eren skruer på en ventil i varmesystemet, kan man hurtigt se, om det har indvirkning på, og hvordan det påvirker f.eks. forbruget af el eller hvordan solcellerne udnyttes.

- Med Klimahuset vil vi motivere eleverne og pirre dem til at ville lære mere om fremtidens, energirigtige huse. Vi giver simpelthen eleverne en unik mulighed for at få de nye teknologier ind under huden. De får et fantastisk indblik i virkeligheden, og i Klimahuset lærer de af den ægte vare, og det er nøglen til den bedste indlæring, siger Peter Skovmos Nielsen, der er uddannelsesleder på Herningsholm Erhvervsskole.

Huset får sin energi fra vedvarende energikilder som jord, sol og vind, der er koblet sammen af et avanceret målesystem, der styrer og regulerer den producerede energi. Det betyder, at huset anvender den mest rentable energiform.