De dygtige, danske arkitektspirer skal frem i lyset – og have en ekstra belønning for at skabe stærke og bæredygtige bud på fremtidens arkitektur. Det mener Saint-Gobain, der med en ny pris, Saint-Gobain Habitat Award, vil anerkende talenter i dansk arkitektur.
Dansk arkitektur får nu en priskonkurrence, der skal være med til at motivere og synliggøre unge, danske arkitekttalenter. Prisen, Saint-Gobain Habitat Award, uddeles blandt tilmeldte afgangsprojekter fra Kunstakademiets Arkitektskole og Arkitektskolen Aarhus og afgøres af en jury, der blandt andet består af nogle af dansk arkitekturs mest fremtrædende navne, Dorte Mandrup og Kasper Guldager.
Studerende på Kunstakademiets Arkitektskole og Arkitektskolen Aarhus har mulighed for at deltage i konkurrencen med projekter, der viser, hvordan nye teknologier og innovativ tænkning kan åbne muligheder og samtidig hjælpe os til at passe på både ressourcer og kulturelle værdier.
Konkurrencens samlede præmiesum er på 75.000 kroner, og det vindende projekt belønnes med 50.000 kroner. Prisen vil gå til studerende, der har noget på hjerte og viser et projekt, der er et arkitektonisk svar på spørgsmålet om, hvordan vi fremover – på bæredygtig vis – kan udvikle menneskets ”habitat”, altså der hvor vi bor, arbejder, leger, køber ind, mødes, transporteres osv.
Vinderne offentliggøres 28. august.