3XN vinder konkurrence i Uppsala

3XN vinder arkitektkonkurrence om universitetsbygning i Uppsala , der bl.a. har ejendomsselskabet Akademiska Hus som bygherre

Ifølge dommerne i arkitektkonkurrencen om en ny bygning til universitetet i Uppsala giver 3XN-forslagets åbne, lyse og kommunikative arkitektur de rette forudsætninger for et godt studie- og arbejdsmiljø på det historiske universitet, skriver 3XN i en meddelelse.

Uppsala Universitet er med mere end 500 års historie et solidt funderet campus med stolte rammer og traditioner. Samtidig er det en moderne forsknings- og uddannelsesinstitution. 

Bro mellem fortid og fremtid

- Forslaget bygger bro mellem fortid og fremtid. Linjerne fra de historiske omgivelser går igen i det nye byggeri, der med sine åbne og fleksible miljøer skal danne ramme om nye måder at arbejde, studere og ikke mindst samarbejde på, fortæller Jan Ammundsen, partner og konkurrencechef i 3XN.

I dommerbetænkningens begrundelse fremhæves potentialet i bygningens åbenhed:

- Uppsala Universitet ser store kvaliteter i den åbne, lyse og kommunikative bygning, som giver gode forudsætninger for at skabe et godt arbejdsmiljø med kontakt og samhørighedsfølelse. Samtidigt giver den i sin form udtryk for demokrati og fordomsfrihed, hedder det i betænkningen. Uppsala Universitet er sammen med ejendomsselskabet Akademiska Hus bygherre på projektet.

- Bygningen er nøje tilpasset Skandinaviens særlige lys og demokratiske kultur, som ligger i direkte forlængelse af 3XNs arkitektoniske linje. Vi oplever en stor aktivitet i Sverige, hvor der er en god energi omkring byggesektoren lige nu. Samtidig har vi en både kulturel og designmæssig forståelse, der gør Sverige til et meget interessant sted at arbejde for os, fortæller Jan Ammundsen.

3XN er i øjeblikket i gang med at opføre flere byggerier i Sverige, herunder hovedkontor for Swedbank og et boligbyggeri i Vällingby. Derudover arbejder tegnestuen på en række endnu ikke offentliggjorte projekter.