Danskerne vil energirenovere mere i 2012

I 2011 var de danske boligejere meget aktive med energirenovering. En tendens der vil fortsætte i 2012, vurderer Dansk Byggeri

Solceller, jordvarmeanlæg og energirigtige vinduer ses oftere og oftere på danske villa- og parcelhusgrunde. I 2011 kastede flere og flere husejere sig over energirenoveringer til deres bolig, og meget tyder på, at denne tendens fortsætter i 2012.

- Vi har set, at antallet af energirenoveringer er øget, og vi oplever, at den generelle tendens er, at flere energirenoverer deres bolig, blandt andet fordi energipriserne stiger, og fordi man kan få en besparelse gennem sit energiselskab. Så aktiviteten på området vil vokse i 2012, og vi vil se mere af det, vi har set, men nu i en mere effektiv og forbedret kvalitet, siger Torben Liborius, afdelingschef hos Dansk Byggeri.

Isoleringsopgaver steg 30 procent

Det bekræftes af Energihjem.dk, der udover at rådgive og formidle nyheder om energiområdet også formidler energirenoveringsopgaver mellem bygherrer og leverandører. I 2011 steg antallet af energirigtige renoveringer. Alene antallet af isoleringsopgaver steg med 30 procent i forhold til 2010, og tendensen lader til at fortsætte i 2012.

- Vi forventer helt klart, at antallet af isoleringsopgaver, herunder energirenoveringer, også stiger med 30 procent i 2012. Vi oplever, at interessen for energirigtige renoveringer er stor, og flere husejere kan se genvinsten i at installere et solcelleanlæg, et jordvarmeanlæg eller udskifte de gamle vinduer til termovinduer. Allerede i de første tre uger i januar har vi haft en stor vækst i tilgangen af energirenoveringer, siger Michael Müller fra Energihjem.dk.

Regeringen ønsker at fremme energirigtige renoveringer. Derfor har den blandt andet besluttet at åbne op for et energitilskud fra begyndelsen af 2013, hvor boligejere kan søge om tilskud til energirenoveringer. Tilskuddets størrelse er endnu ikke besluttet. Derudover har regeringen forlænget håndværkerfradraget, der per husstand giver et fradrag på op til 30.000 kroner for håndværkernes arbejdsløn.