Droner til kortlægning

Droner, førerløse og fjernstyrede helikoptere kan blive et nyttigt fremtidigt redskab for landinspektører

Droner kan ved en række opgaver erstatte brugen af en almindelig helikopter med pilot og fotograf ombord. Ud over at den økonomiske fordel bliver meget betydelig, vil brugen af droner åbne mulighed for en mere detaljeret fotografering af landområder, fordi dronerne kan operere tættere på jordoverfladen end en almindelig helikopter.

- Fotografering af landområder fra lavere højder åbner mulighed for at tage luftfotos med langt større skarphed og flere detaljer end det hidtil har været muligt, siger salgschef Claus Bloch Houmann fra Landinspektørfirmaet LE34.

Claus Bloch Houmann oplyser, at LE34 er i fuld gang med at forberede teknologien af de førerløse helikoptere til professionelt brug. Det vil bl.a. ske i forbindelse med de opgaver, som firmaet skal løse i forbindelse med kommende store vej- og jernbaneprojekter.

Firmaet har brugt deres første drone i et halvt år i højder op til 100 meter, hvilket er hvad den nuværende lovgivning på området tillader.

- Vi har dog en positiv dialog med Statens Luftfartsvæsen om at få justeret reglerne, så de bliver mere tidssvarende, siger Claus Bloch Houmann.

- Dronerne vil også kunne bruges til mange andre formål, bl.a. større redningsarbejder, politimæssige eftersøgninger, stedbestemmelse af skjulte brud på fjernvarmeledninger og teknisk dokumentation.

LE34’s drone blev for nylig præsenteret ved konferencen ’Kortdage 2011’ i Kolding med deltagelse af danske og udenlandske eksperter i GIS (geografiske informationssystemer).

Fakta om droner til kortlægning

Droner er førerløse og fjernstyrede helikoptere, som medbringer den nyeste teknologi inden for præcisionsfotografering, HD-video, 3D-foto og termisk fotografering.

Udover elmotorer og batteri er den førerløse helikopter forsynet med GPS, forskelligt måleudstyr og videokamera. Operatøren, der befinder sig på jorden, styrer dronen via en radioforbindelse og live videosignal.