DNU's storentrepriser i digitalt udbud

280 byggefirmaer deltog i møde om Det Nye Universitetshospital i Århus, der udbydes i 11 storentrepriser i en digital udbudsproces

Ved det seneste informationsmøde om Det Nye Universitetshospital (DNU) i Århus  deltog godt 280 tilmeldte firmaer, hovedsageligt entreprenører, byggefirmaer, rådgivere og leverandører, i et af Universitetshospitalets auditorier i Århus.

DNU havde sammen med Dansk Byggeri indbudt byggebranchen til at få et mere præcist indblik i både det enormt store byggeri, der går i gang fra næste sommer og frem til udgangen af 2018 samt de vilkår, der bliver for at deltage i licitationerne.

Det er planlagt, at nybyggeriet i DNU udbydes som 11 storentrepriser i størrelsesordnen fra ca. 7.000 til 36.000 kvm. Kontraktsproget bliver dansk, og der bliver tale om en
digital udbudsproces via hjemmesiden www.eu-supply.com.

På mødet deltog de tre bygherrerepræsentanter: sundhedsdirektør Ole Thomsen, Region Midtjylland, projektdirektør Frank Skriver Mikkelsen, DNU og cheflæge Claus Thomsen, Aarhus Universitetshospital.

Den gennemgående rådgiver, Rådgivergruppen DNU I/S, var naturligvis også til stede, og fortalte detalieret om gennemførelsesplanen, udbudsstrategien og de arbejdsmiljø- og sikkerhedsmæssige krav, der bliver tale om på den kommende byggeplads.

Dansk Byggeri ledede mødet, der fandt sted den 4. oktober, og fortalte om kurser i byggeriets digitale processer, som bliver udbudt til medlemmer, der ønsker at opkvalificere sine kompetencer forud for udbudsprocessen.