Byplanprisen 2011 til Middelfart

Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm fik i går overrakt Byplanprisen 2011 for Middelfarts havneomdannelse. Som i mange andre byer stod man med en erhvervshavn, der var for lille og urentabel. De centralt beliggende arealer skulle derfor benyttes til andet formål, og i Middelfart lagde man fra starten vægt på at skabe liv på havnen, og man har gennem hele forløbet holdt fast i, at man ønskede en blanding af forskellige byfunktioner.

Kommunen havde f.eks. behov for et bibliotek, men ville gerne have flere funktioner ned på havnen. Derfor etablerede man et Offentligt Privat Partnerskab - blandt andet med den lokale bank - og i dag rummer ’Kulturøen’ biograf, turisbureau, restaurant og foredragssal. Stedet, har skabt offentlig tilgængelighed og liv på havnen, der tidligere var en afspærret erhvervshavn. På den måde er der sket et kæmpe løft til hele byen.

Havnepromenaden består foruden Kulturøen af en lystbådehavn, boliger og erhverv. Der er bygget 30 private boliger på de attraktive grunde, og i et tæt samarbejde med bygherren er de omkringliggende udearealer blevet sat i stand. med plads til en café, volleyballbane og en vandtrappe. Resultatet er blevet en transparent havnefront, med blandet bebyggelse, rekreative funktioner og parkering i kælder.

Byplanprisen, der er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening, blev overrakt den 6. oktober på Det Danske Byplanmøde i Ålborg, som 600 planlæggere og politikere fra hele landet deltog i.