111 nye boliger på Vejle Havn

PensionDanmark investerer nu 200 mio. kr. i byggeriet af 111 nye boliger på Vejle Havn. Byggeriet bliver på 11.000 kvm, og de første beboere ventes at kunne flytte ind om halvandet år

- Vi går målrettet efter høj kvalitet og god beliggenhed i vores ejendomsinvesteringer, så vi kan sikre et stabilt og godt afkast til medlemmerne. Det lever investeringen i Vejle fuldt ud op til, siger direktør Søren Ulslev, PensionDanmark Ejendomme.

PensionDanmark købte grunden af Vejle Kommune i december 2010, og her lyder der optimistiske toner fra borgmesteren:

- Vi er meget glade for, at PensionDanmark nu er klar til at gå i gang med at bygge 111 boliger på Vejle Lystbådehavn. Med byggeriet er vi et skridt nærmere realiseringen af de meget visionære planer for lystbådehavnen, siger Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard.

Totalentreprenør på byggeriet i Vejle er E. Pihl og Søn A.S. Under byggeriet vil der være særligt fokus på sikkerhed og kvalitet. Byggeriet sættes i gang i december, og de første beboere forventes at kunne flytte ind i første halvår 2013 med Dan-Ejendomme som administrator.