Skilte viser vej

Det kan være let at fare vild i et stort hospitalsmiljø. På Odense Universitets Hospital viser et skiltekoncept fra Modulex vej
Tekst: 

Odense Universitets Hospital (OUH) er af mange omgange blevet udbygget med det resultat, at afdelinger og funktioner er placeret i bygninger spredt over et kæmpe areal og med mange indgange. Samtidig har de strukturelle ændringer inden for sundhedsområdet betydet, at OUH fremover vil behandle patienter fra såvel lokalområdet som fra resten af Danmark og udlandet. Og det stiller store krav til skiltningen. OUH har over 65.000 indlæggelser, 600.000 ambulante besøgende samt 8.000 ansatte – og ikke at forglemme de pårørende.

I et særskilt projekt, hvor trafik- og adgangsforhold på OUH blev klarlagt, har Modulex Danmark i fællesskab med moderselskabet Modulex udarbejdet et konkret oplæg til optimering af ‘trafík-flow’ og ‘wayfinding’. Det er blevet til en god portion skilte til både indendørs og udendørs brug og i flere forskellige størrelser.

Selve skiltekonceptet beror på enkelhed, overskuelighed og stor hensyntagen til driftsøkonomi, oplyser man hos Modulex. Det er skiltetypen Pacific, der er benyttet både indendørs og udendørs.