Den europæiske ståldesignpris ’The European Steel Design Award 2011’ går denne gang til holdet bag Nykredits nye domicil i på Kalvbod Brygge i København, der tæller arkitekter fra Schmidt Hammer Lassen, rådgivere fra Grontmij, entreprenører fra Promecon og bygherren Nykredit. Krystallen modtager anerkendelsen i selskab med andre markante europæiske bygningsværker som eksempelvis det nye Holmenkollen i Oslo, Aviva Stadium i Dublin og Immeuble Basalte, La Défense i Paris.
- Der er tale om en usædvanlig geometri, der består af en stålkonstruktion med seks glasfacader i forskellig vinkling, hvor himlens skiftende lys kan spille frit. Den bærende facadekonstruktion er et sammensvejst stålskelet, som kun understøttes i tre punkter. Den forreste spidse halvdel af bygningen er desuden udkraget med et frit spænd på 35 meter, mens de søjlefrie etager understøttes både af facadekonstruktionen, de to trappekerner og - via ophængstag - i den overliggende tagkonstruktion. Som rådgivere er vi stolte over at have været med til at opføre dette bygningsværk, der er noget af det ypperste inden for ingeniørkunst, og vi er beærede over sammen med de øvrige parter at modtage en så fornem pris, siger afdelingsdirektør hos Grontmij, Lars Bork Hansen.
Også hos Nykredit er der glæde over prisen.
- Vi er glade for, at vores nye domicil vækker international opsigt, og vi er stolte over prisen. Vi har ønsket at skabe en bygning, der ikke blot har et markant og flot ydre, men som samtidig giver vores medarbejdere gode rammer for deres arbejde. Således er der på samtlige seks etager mulighed for at flytte på de enkelte arbejdspladser og variere mellem storrumskontorer, cellekontorer og mødelokaler, og vi har gjort meget for at skabe et godt arbejdsklima i Krystallen ved at optimere lys, luft og akustik, siger koncerndirektør Bente Overgaard fra Nykredit.
Prisen uddeles officielt ved en ceremoni i Tyskland 22. september i år.