HLA skal tegne Siemens' tyske hovedsæde

Henning Larsen Architects skal tegne 41.000 kvm nyt bæredygtigt hovedsæde til Siemens i München

Henning Larsen Architects har vundet en international arkitektkonkurrence om Siemens’ globale hovedsæde i München. Bygningen bliver på 41.000 kvm.

I Siemens’ begrundelse står der bl.a.: 'Henning Larsen Architects blev valgt for den helhedsorienterede tilgang til bæredygtighed – en tilgang, der imødekommer de meget høje krav til miljøvenligt og energieffektivt byggeri.'

Projektet sigter mod at overskride kendte standarder for bæredygtigt byggeri, og designet er i sig selv energibesparende. Et eksempel er de svagt hældende facader, der gør det muligt at trække dagslyset langt ind i bygningen.

Det vindende projekt skaber en række nye byrum og en forbindelse mellem den historiske bymidte og det moderne museumskvarter i München. Hovedsædet er en urban komposition af pladser, gårdrum og stræder, der i et genkendeligt forløb digter videre på byens topografi og skaber et helt nyt, levende kvarter i byen.

Designdirektør Louis Becker, Henning Larsen Architects:

- Når man går fra den gamle by til museet, Pinakothek der Moderne, vil man kunne slentre gennem Siemens’ hovedsæde og sætte sig i en af de stemningsfyldte gårdrum. Bygningen er et bidrag til udviklingen af det offentlige rum i München.

Byggeriet forventes påbegyndt i efteråret 2012 og afsluttet i slutningen af 2015.