Udlejere anklager regering for skæv konkurrence

Lovforslag fra regeringen vil dumpe priserne på erhvervslokaler i yderområder, kritiserer Ejendomsforeningen Danmark

Folketinget har netop førstebehandlet et lovforslag fra socialministeren. Hvis det bliver vedtaget, så kan kommunerne fremover leje kommunalt ejede lokaler ud til priser under markedslejen.

- Formålet er at fastholde eller forbedre indkøbsmulighederne for beboere i ældreboliger i udkantsområderne. Ideen kan jo være god nok, men det er meget uheldigt, at ministeren med forslaget rammer udlejningserhvervet, som har det meget svært i forvejen og navnlig i disse udkantsområder. De private udlejere skal fortsat oppebære en leje, som dækker de reelle udgifter – de offentlige udlejere kan anvende skatteindtægter til at dække deres omkostninger, hvis forslaget vedtages, siger Torben Christensen, direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Ejendomsforeningen Danmark har ingen indvendinger mod, at offentlige myndigheder kan fungere som udlejere for private erhvervsdrivende. Men det skal efter foreningens opfattelse være en forudsætning, at udlejningen sker på almindelige markedsmæssige vilkår.

- Det er uheldigt, at dette lovforslag vil motivere butiksejerne til at sige deres nuværende private lejemål op og flytte ind i kommunale, skattefinansierede ejendomme. Det vil ramme de lokale, private udlejere og dermed medvirke til at øge problemerne i udkantsområderne. Det er svært at leje lokaler ud i disse områder, men der findes virksomheder, som har specialiseret sig i det, og som tilfører disse områder en væsentlig værdi – blandt andet ved at skabe arbejdspladser. Lovforslaget vil med den ene hånd fjerne grundlaget for disse virksomheder og med den anden hånd give området kunstigt åndedræt i form af tilskud. Det, synes jeg, ikke er holdbart, siger Torben Christensen.

Hvis socialministeren vurderer, at der bør ydes støtte til udkantsområderne, så bør det efter foreningens mening ske på anden vis:

- En offentlig støtte må ikke skabe konkurrenceforvridning. Hvis man vil gøre noget for udkantsområderne, så kan man lade støtten følge lejeren og ikke lejemålet. Så kan man også bedre vurdere, om den konkrete virksomhed har potentiale til at bidrage til områdets vækst, siger Torben Christensen.

Lovforslaget (L 186) blev førstebehandlet den 29. april og er nu sendt videre til behandling i Folketingets Boligudvalg.