Enemærke & Petersen øgede salget

Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen øgede i 2010 omsætningen, men fik til gengæld reduceret indtjeningen

Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen A/S i Ringsted fik i 2010 en omsætning på 970,2 mio. kr. mod 948,3 mio. kr. året før, mens før-skat resultatet blev på 36,6 mio. kr. mod 68,8 mio. kr. året før. Det endelige nettoresultat blev på 27,9 mio. kr. mod 50,2 mio. kr. året før. Virksomhedens omsætning toppede i 2008 med en omsætning på godt en mia. kr. og et rekordstort nettoresultat på 53,5 mio. kr.

Virksomheden finder ifølge sin ledelsesberetning resultatet for tilfredsstillende under de givne markedsforhold og oplyser tillige, at der i 2011 vil være fokus på at videreføre den igangsatte lederudvikling i virksomheden.

Pr. 1. januar har virksomheden frasolgt sine aktiviteter inden for bygningsvedligehold til datterselskabet E&P service A/S, der er en planlagt fusion af selskaberne Bendix Træ og glas ApS og Bode Byg A/S - med virkning pr. 1. januar 2011.