Første ErhvervsPhD i arkitektbranchen

Det første ErhvervsPhD-projekt inden for arkitektbranchen er sket med udgangspunkt i et udviklingsarbejde hos Juul Frost Arkitekter

'Det performativt æstetiske byrum' er det første ErhvervsPhD-projekt, der udløser en ErhvervsPhD-grad inden for arkitektbranchen. Kristine Samson, cand.mag. og PhD, har udarbejdet projektet, der er forankret i et samarbejde mellem Juul Frost Arkitekter og Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet, hedder et i en meddelelse fra Juul Frost Arkitekter.

Med analyser af blandt andet Juul Frost Arkitekters udviklingsarbejde omkring Varvstaden i Malmø og af High Linie i New York, kortlægninger af hvordan man planlægger i en verden under forandring samt en kulturhistorisk udlægning af den performative æstetik i det 20. århundrede præsenterer 'Det performativt æstetiske byrum' forskellige perspektiver på det performative byrum. Projektet er udarbejdet i tæt samspil med det tværfaglige arbejde, der er dokumenteret i udgivelserne Byens rum I og II. Begge bøger er publicerede under det Realdania-finansierede udviklingsprojekt 'Byens rum som udviklingsstrategi', som har været forankret hos Juul Frost Arkitekter.

- Juul Frost Arkitekter har valgt ErhvervsPhD-ordningen for at understøtte tegnestuens eksisterende forskningsafdelings tværfaglige organisation. En anden bevæggrund er et stigende behov for innovation inden for tegnestuens arbejdsområde. Et af midlerne til at styrke innovationen er forsknings- og udviklingsprojekter, der skaber ny indsigt, som efterfølgende operationaliseres og udvikles til funktionelle redskaber, oplyser virksomheden.

Et ErhvervsPhD-projekt er et særligt, virksomhedsrettet ph.d.-projekt. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem en privat virksomhed, en ErhvervsPhD-studerende og et universitet. Ordningen administreres af Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.