Parkeringsanlæg med betaling

Udgifterne til anlæg og drift af parkeringsanlæg tynger på budgettet, og uden effektiv kontrol optages de dyre parkeringspladser af uvedkommende
Tekst: 

I det nybyggede og eksklusive hotel Crowne Plaza beliggende i Ørestaden er der gjort brug af et parkeringsanlæg med betaling fra el-installatørvirksomheden Lindpro. Og det er der ifølge Lindpros salgschef Ole Gade flere fordele ved.

- Man opnår eksempelvis en væsentlig bedre udnyttelsesgrad, fordi parkeringspladserne bliver brugt af kortidsparkanter i stedet for parkanter, der bor eller arbejder i nærheden. De vil nemlig finde parkeringsanlægget uhensigtsmæssigt at parkere i, da det giver dem en unødig udgift, fortæller Ole Gade.

Lukket anlæg

Lindpro har leveret en komplet parkeringsløsning med adgangskontrol til det 4-stjernede Crowne Plaza Hotel i Ørestaden, som ifølge Ole Gade havde behov for et fleksibelt parkeringsanlæg til sine gæster. Anlægget skulle desuden have mulighed for abonnementskort til medarbejderne, der således nemt kan køre direkte ind på anlægget uden betaling.

- Sammen med vores hollandske partner WPS har vi skræddersyet et lukket parkeringsanlæg til Crowne Plaza Hotel. Kravet var et state-of-the-art-betalingssystem, som også arkitektonisk passede ind i parkeringshuset. Betalingsstanderne er bl.a. indfarvet i den ønskede RAL-farve for at understøtte et ensartet design. Vi har installeret kortdistancelæsere, og selve systemet er opbygget over en webserver, så administrator på et hvilket som helst sted og tidspunkt kan klikke sig ind på en webbrowser og få overblik over anlægget, fortæller Ole Gade.