Byggeri med boksmoduler trodser vintervejr

HP3 har indgået aftale med Arkitektgruppen A/S om produktion, levering og montage af 72 boksmoduler til 36 nyopførte rækkehuse

HP3 har indgået aftale med Arkitektgruppen A/S fra Odense på produktion, levering og montage af 72 boksmoduler til 36 nyopførte rækkehuse i Ørestad syd.

- Mange håndværkere, der i øjeblikket hver morgen møder ind på en bundfrossen byggeplads, ville være misundelig på de snart 25 medarbejdere, der møder ind i de ca. 6.500 kvm opvarmede produktionshaller hos HP3. Her arbejdes der på højtryk, både sommer og vinter, uden nedgang i effektivitet og med samme høje kvalitet året rundt. Mange udendørs byggepladser ligger i øjeblikket øde hen, hvilket koster både bygherre og entreprenører mange penge , siger fabrikschef Johannes Frandsen.

Ordren er fordelt på tre etaper og de første 16 huse skal stå indflytningsklar 1. april 2011. I dag påbegyndes opskæringen af råvarerne, og når de første bokse skubbes ud af hallerne, vil der hver anden dag stå et toplansrækkehus færdigt. Den samlede produktionstid for de 36 boliger vil være ca. 72 arbejdsdage og vil beskæftige ca. 25 medarbejdere i 14 uger. Byggeriet er udviklet af Arkitektgruppen fra Odense.