KPC realiserer Essex-projekt i Skåde Bakker

KPC vil i samarbejde med to pensionskasser opføre 157 boliger i Skåde Bakker ved Århus

Om kort tid tager KPC hul på byggeriet af boligprojektet Emiliedalen i Skåde Bakker. Her har en stor teglværksgrund ligget ubebygget hen i lang tid. I samarbejde med to pensionskasser, Finanssektorens Pensionskasse  (FSP Pension) og Lærernes Pension, har KPC skabt et projekt med 157 boliger fordelt på lejligheder og rækkehuse.

Tidligere var Emiliedalen tænkt som et projekt ejerboliger og ejerlejligheder med Essex som udvikler, men det satte finanskrisen en stopper for. KPC har efterfølgende overtaget projektet.

FSP Pension og Lærernes Pension har besluttet at investere tilsammen knap 400 millioner kroner i det nye boligbyggeri , der er kendt som ’Teglværksgrunden’, da der tidligere har været udført lergravning på stedet. Det har været med til at skabe et kuperet og afvekslende terræn, hvor der er træer og en sø, som indgår i byggeriet. De to pensionsselskaber køber projektet af KPC-koncernen, som har stor erfaring med boligbyggerier. Investering i boliger sker som led i den generelle risikospredning i investeringer. Udlejning sker på forretningsmæssige vilkår, men de to pensionsselskabers medlemmer får fortrinsret til at leje sig ind i byggeriet.

For FSP’s vedkommende er der tale om 42 rækkehuse og 26 lejligheder, mens Lærernes Pension køber 78 lejligheder og 12 rækkehuse. Rækkehusene er i to plan og på omkring 130 kvadratmeter, mens lejlighederne varierer fra 75 til 98 kvadratmeter. Det nye byggeri deler desuden et fælleshus med plads til 48 gæster med et nærliggende boligområde. Byggeriet sættes i gang i fjerde kvartal af 2010 og er planlagt til at stå færdigt i foråret 2012.